Hjerteskærende

Film -”Billie”

Gribende og realistisk. Dokumentaren om jazzsangerinden Billie Holiday, der døde kun 44 år gammel, byder på sjældne liveoptagelser og interview med musikerne, der kendte og arbejde med Holiday.

Navne som Tony Bennett, Charles Mingus, Count Basie, Sylvie Syms og mange, mange flere.

Og vi får også lov til at møde en stribe af de usympatiske mænd, som hun faldt for og som stjal hendes penge, misbrugte hendes talent eller forulempede hende, fordi hun var sort. Det som vi i dag kalder afroamerikaner.

Det er historien om at vokse op fattig, blive prostitueret som 13-årig, men også finde ud af, at du har en stemme, der kan blive adgangsbilletten til helt et andet liv.

Filmen bygger på den amerikanske journalist Linda Lipnack Kuehs otte år lange arbejde på en aldrig udgivet biografi om Holiday. Bogen blev aldrig færdig, før Kueh døde. Hun begik selvmord i 1978, og filmen spekulerer faktisk lidt i om nogen  myrdede journalisten, fordi hun kom alt for tæt på i sin skildring.

Det virker faktisk en anelse upassende og uvedkommende. Passer ikke rigtig ind i portrættet.

Dokumentaren veksler mellem de båndede interviews med dem, som kendte hende, og nyrestaurerede, sjældne koncertoptagelser. Materiale som ikke tidligere har været offentliggjort.

Det er et ukueligt portræt af en kvinde, som gav så meget.  På trods af de dårlige kort, hun havde fået på hånden - udleveret af livet fra fødslen af. Jazzsangeren Tony Bennet husker, hvordan han mødte hende som ganske ung, og hun hev op i kjolen og stak ham en dollarseddel gemt i strømpebåndet med ordene:

- Skaf mig noget gin, søn.

Det er også historien om et accelererende misbrug af stoffer – begyndende med joints, senere hårde stoffer som heroin, kokain. Og piller skyllet ned med sprut. Om hvordan narkopolitiet jagtede hende og skød med skarpt mod hendes Cadillac for at stoppe hende.

Det er historien om at være på turné i sydstaterne og blive kaldt en sort mær, nægtet servering af hvide tjenere og nægtet adgang til dametoiletter på tankstationerne. Fordi hun var sort.

Og vi hører hende synge sangen ”Strange Fruit”, skrevet af forfatter, kommunist og jøde Abel Meeropoll om, hvordan de hvide lyncher sorte ”down south”. Med linjen “Black bodies swingin' in the Southern breeze, strange fruit hangin' from the poplar trees”

Det er et portræt som skånselsløst går tæt på sangerinden – der deler skæbne med navne som Judy Garland og Amy Winehouse. Misbruget, sexlivet, de mange mænd, sprut og stoffer, men også hendes enestående evne til at frasere – at aflevere en sangtekst ganske nøgent og bevægende, så du kan høre hvert et ord.

Som én siger i filmen- når Ella Fitzgerald synger linjen ”my man is gone”, kan du se ham på vej til bageren. Når Holiday synger den samme linje, ser du ham gå ned ad vejen med sin kuffert, og du ved, at han aldrig vender tilbage til dig.

Foruden ”Strange Fruit” er der også blevet plads til ”God Bless The Child”, ”Blues Are Brewning”, ”Fine and Mellow” ”Don’t Explain” og ”My Man”.

Det er hjerteskærende og gribende, at se en tynd, syg sangerinde synge til sidst kort før sin død, 17. juli 1959.

Med den slidte og brugte stemme, men samtidig stadig improviserende elegant som en god blæser – sådan som hendes soulmate Lester Young også gjorde det på saxofon.

En kvinde, der måske ikke så meget var et offer for sine egne indre dæmoner, men blev misbrugt, forfulgt og udnyttet til, hun ikke kunne mere og døde syg og fattig lænket til en hospitalsseng.

Hjerteskærende.