Aben, der blev megastjerne

FILM - ”Better Man”

Giver det mening, at lade popstjernen Robbie Williams fortælle og genopleve sin livshistorie som abe?

En lille usikker, beskidt møgabe, som sidder der foran tv og spiser chips sammen med bedstemor Betty (Alison Steadman), der elsker ham overalt på jorden. Og altid, altid er klar til at fortælle ham, at han er præcis, som han skal være.

Mens farmand Peter (Steve Pemberton) den evigt syngende Frank Sinatra-klon, er til fals og vil gøre alt for at få publikums gunst. Berømmelse er vejen til succes og lykke.

Du kan have dine forbehold, når du går ind og ser den her film.

Hvorfor i alverden skal vores alle sammen Robbie, i dag 50 år, dog tage form af en abe. Ganske vist en både velsyngende, veldansende og rapkæftet abe.

Jo, allerede i filmens intro får du forklaringen. Virkelighedens Robert Peter Williams, født i Stoke-On-Trent, 13. februar 1974, har altid, når han kigger tilbage på sit liv, opfattet sig selv som en cirkusabe.

Og dette mærkværdige dobbeltgreb virker faktisk. At udstille sig selv som abe, der ikke tror på sig selv, ”et fucking nul”.

Samtidig med at popstjernen selv som den alvidende fortællerstemme fører os igennem sit både succesrige og tumultagtige liv.

Filmen begynder, da Robbie, otte år, gammel må indse, at han nok aldrig bliver nogen stor målmand. Hånet og latterliggjort af sine kammerater, kan han dog altid synge sammen med farmand.

Og det er det, lille Robbie, kan og vil. Synge og blive berømt. Og han kæmper for det, selvom farmand pludselig forsvinder og efterlader ham alene med mor.

Selvfølgelig får vi tiden med og kampen for at blive berømt i boy-bandet Take That, med den onde manager, Nigel Martin Smith (Damon Herriman Nigel) og Gary Barlow (Jake Simmance), der løb med alle royalty-pengene fra gruppens sange.

Det er et liv på scenen, i spotlyset og i pressens konstante fokus, fortalt med og set fra popstjernens vinkel.

Så det bliver bestemt ikke langt fingrene imellem, når han frækt og provokerende, men også charmerende, karakteriserer den ene og den anden, han mødte på sin vej mod stjernerne

Så du skal ikke forvente en 1 til 1, 110 procent historisk korrekt skildring af popkarrieren.

Men der er fart og tempo over filmen. Med flotte, gennem koreograferede danseoptrin, der får én til at tabe underkæben. Samtidig bliver handlingen krydret på kryds og tværs med stjernens store popklassikere.

Take That-manager Nigel og Gary Barlow er skildret som regulære røvhuller. Men filmen er også ganske skånselsløst, når det gælder stjernens stadigt vildt accelererende kokain- og alkoholmisbrug, der førte til bruddet med Take That.

Inden solokarrieren blev skudt i gang. Der er konstant fart over feltet, og i hovedrollen er Jonnie Davies en både veldansende, adræt og smidig substitut for Williams, der til gengæld tager sig af sangsiden.

Det er en historie, der balancerer på en skarp knivsæg i sin blanding af friskfyragtige, kække lyn domme tilføjet smådirty socialrealisme. Vi skal underholdes, og det bliver vi.

Men det lykkes at holde balancen, og på den måde kommer filmen også til at fungere som selvransagelse og indsigt i eget liv. For os og for virkelighedens Robbie.

Indbygget i filmen er opgøret med den totalt fraværende far – glimrende portrætteret af Steve Pemberton. En far, der ikke var der for Robbie, og som han aldrig fandt ind til. For far var ikke interesseret i ham, men i hans berømmelse og succes.

Så derfor var berømmelse løsning på alt. Også stjernens eget mindreværd. Hvad angår forsoningsscenerne med diverse røvhuller - tjo, bob, bob. Men se dem selv.

Farverig, fabulerende og forførende film. Terapi og livshistorie for fuld skrue udsat for numre som bl.a. ”Angel”, ”Rock DJ” og ”She’s The One”.

I en ganske unik blanding af befriende ærlighed og følelsesladet musical, hvor der ikke er sparet på noget på udstyrssiden.

God reklame for den kommende turné næste år, som bringer Robbie til Parken i København, 19. juni.