Kunst og kærlighed

Film - ”Bergmans ø”

Den store svenske instruktør Ingmar Bergman (1918-2007) vil bl.a. være kendt for sine indsigtsfulde ægteskabsdramaer. Og film som ”Persona”, ”Hvisken og råb” og ”Scener fra et ægteskab”.

Det er værd at have med i tankerne, inden man går ind til denne film. Her møder vi to manuskriptforfattere, ægteparret Chris (Vicky Krieps) og Tony (Tim Roth), der er draget til Bergmans ø, Fårö, tæt på Gotland, for at skrive på hver deres.

Det var her Bergman indspillede nogle af sine film, og de to – han ældre, hun væsentligt yngre, installerer sig nu i et af Bergmans huse på øen.

Hun føler sig hæmmet af at skulle skrive her. Føler at det er for store fodspor at gå i. Mens Tony tilsyneladende har anderledes godt flow i pennen, mens han arbejder på sit filmmanuskript.

Bergman havde ni børn med fem forskellige kvinder, og hurtigt stiller Chris spørgsmålet. Er det muligt at skabe stor kunst, og samtidigt leve et harmonisk, sammenhængende liv?

Du aner snart en dirrende undertone af konflikt i det skrivende ægtepars samvær. På et tidspunkt drager hun afsted med en yngre mand, Hampus, og dukker ikke op til deres planlagte rundtur til ikoniske Bergman-lokaliteter på øen.

Og da hun en eftermiddag, ladt indladende forstyrrer ham i hans skriveri, vælger han bevidst ikke at reagere på hendes seksuelle invitation.

Hun overvinder dog sin skriveblokering, og under en spadseretur begynder hun at fortælle sin mand om sin kvindelige hovedperson Amy (Mia Wasikowska), der er inviteret til tre dages bryllup på en ø og her møder sin tidligere kæreste Joseph (Anders Danielsen Lie). Dybt og ulykkeligt forelsket i ham er hun stadigvæk

Denne film i filmen, fiktionshistorien fungerer som en kommentar og en undersøgelse af det forhold, Chris og Tony har. Eller rettere det uudtalte, som står imellem dem.

Jeg tør ikke påstå, at jeg forstår alt, hvad der foregår i denne film. Dertil er den for sært indviklet – som når Chris pludselig vågner i sit alter ego Amys tøj og kommer i nærkontakt med hendes kæreste. Der så jo nok i virkeligheden var hendes første store kærlighed, før hun mødte Tony.

Skuespillet kan du ikke udsætte noget på. Vicky Krieps gør det glimrende som den slanke drengekvinde, der elsker sin datter June og stiller spørgsmål ved, om det at skabe kunst, nu også er det vigtigste i livet.

Bergman som den fraværende patriark, grum i sin kunst, men fraværende i sit familieliv bliver også hængt ud.

Overfor hende spiller Tim Roth den ældre mand, succesrig, men også indelukket og i virkeligheden ofte ikke nærværende og interesseret i andet end sit eget.

Og så er der filmens to andre hovedfigurer - Mia Wasikowska og norske Anders Danielsen Lie – der kredser om hinanden i et langt mere flammende og uforudsigeligt forhold. Med både sex og skuffede forventninger.

Det er deres ulykkelige kærlighed og skildringen af den, der på sæt og vis forløser den krise, som det skrivende ægtepar ikke selv kan finde ud af at gøre noget ved.

På den måde er det kunsten, der giver håb om at de to kan komme videre med deres liv.

Det er store og tunge emner. Kunst, kærlighed og samliv hyldet i ganske store mængder melankoli, og der er lag på lag i historien, og på den måde er filmen ganske meget Bergmansk.

På en måde hvor virkelighed og fiktion blandes i en sært foruroligende blanding. Uden at tilbyde en egentlig klar konklusion. Men heller ikke uden håb.

Ps. - signaturmelodien under dette fransk indspillede ægteskabsdrama:

Vem kan segla förutan vind?

Vem kan ro utan åror?

Vem kan skiljas från vännen

sin utan att fälla tårar?