Det uhellige kloster

”Benedetta” er et drama fra instruktøren Paul Verhoeven. Temaer som religion og erotik er her i fokus, og det giver også filmen en blasfemisk og religion-kritisk tone. Samtidigt er den fangende og mystisk, og den fastholder tilskuerne i de lidt over to timer, den varer.

Filmen er løst baseret på Judith C. Browns bog ”Immodest Acts” fra 1986, som er skrevet om ud fra historien om den virkelige nonne Benedetta Carlini, som levede i 1600-tallets Italien. Hvilket også forklarer, hvorfor teksten: "Denne film er inspireret af virkelige hændelser", triller hen over skærmen i filmens begyndelse.

Siden Benedetta (Virginie Efira) var barn, har hun udvist en særlig forbindelse med det guddommelige. Derfor mener hendes forældre, at det er passende, at hun skal vi sit liv til Gud og leve i et kloster. Allerede fra barndommen er der enkelt hints til, at Benedetta har lyst til andre kvinder.

Benedetta vokser op på klostret, under abbedissen Felicita (Charlotte Rampling). Som voksen begynder hun at have meget livlige syner, hvori hun ser Jesus. Nogle mere erotiske end andre. En dag kommer der en ny pige til klostret. Den nye pige, Bartolomea (Daphne Patakia), udfordrer Benedettas lyster yderligere.

Samtidigt tager Benedettas syner til, og de begynder at flyde over i virkeligheden. Det ændrer på hendes tilværelse i klostret, og det er ikke alle som er lige overbeviste om, at hun har en guddommelig forbindelse.  Det medfører, at nuntiussen - altså en pavelig udsending - (Lambert Wilson) på et tidspunkt besøger klostret. Udenfor byens mure hærger byldepesten, hvilket sætter et ekstra pres på det lille samfund.

Selvom vi er vidner til Benedettas overnaturlige syner om Jesus, så formår filmen at holde tonen seriøs. Det bliver aldrig fjollet, selvom der er enkelte ganske legesyge elementer. Det er tunge emner, som Benedetta og hendes forhold til religion og seksualitet, der er i fokus.

Filmen holder en fangen hele vejen igennem. Man bliver aldrig rigtigt sikker på hovedpersonen og hendes motiver, eller hendes oprigtighed, og det får en til hele tiden at vente på den næste begivenhed, som kan afsløre noget.

Filmen er til tider meget eksplicit. Både hvad angår nøgenhed og fysiske skader. Den er bestemt ikke for mere sarte sjæle. Selv sad denne anmelder flere gange og rynkede brynene, til nogle af de mere hårde scener.

Man ser Benedetta og Bartolomeas forhold udvikle sig. Vi er vidne til, at de flere gange er intime sammen, og her er der bestemt ikke sparet på detaljerne. Derudover ser vi også piskninger, stigmata-sår, sygdom og død.

Hvis man kan holde til de mere udpenslede dele af filmen, så er den ikke blot realistisk og behagelig at se på, den fungere også som et historisk drama. Kulisserne er meget gennemførte. Vi har stenhuse, stearinlys og tunge træmøbler. Man får en fornemmelse af, at alt er meget koldt og mørkt. Og ikke specielt hygiejnisk.

Virginie Efira er meget overbevisende i rollen som Benedetta. Hun er både betagende og mystisk, og i de mange scener, hvor hun enten skal være i stor smerte eller have guddommelig kontakt, leverer hun virkelig.

En anden skuespiller som er med til at hæve niveauet, er Lambert Wilson. I rollen som den pavelige nuntius har han en intens tilstedeværelse, og han er både overlegen og frygtindgydende.

Filmen er et fastholdende og heftigt drama, som efterlader en med en blandet vifte af indtryk. Men den er nok ikke for hvem som helst.