Buddy & borgerkrigen

FILM - ”Belfast”

Belfast, 1969. Den første mand er landet på månen, og hjemme på gaden i arbejderkvarteret sker der noget usædvanligt – eller rettere skræmmende - for den ni-årige dreng, Buddy (Jude Hill)

En flok bøller bevæbnet med køller og sten angriber, netop som Buddy skal hjem og spise. Smadrer ruder og ødelægger i en sand vanvidsrus. Men det går ”kun” ud over katolikkerne i gaden, protestanterne slipper.

Det, vi ser, er optakten til den langvarige borgerkrig i Nordirlands hovedstad, hvor religiøse og sociale konflikter prægede livet med britiske tropper, barrikader og bomber frem til våbenhvilen i 1994.

Men det er ikke blot en film om religion og borgerkrig, og hvad der sker, når skruppelløse bøller får lov til folde sig ud i en "større" sags tjeneste.

For i centrum får det hele står drengen Buddy. Vild med western og matchbox-biler bor han hjemme med sin mor (Caitriona Balfe), mens håndværkerfar (Jamie Dornan) i lange perioder er væk, når han arbejder i England.

Buddy arbejder seriøst med lektierne, så han kan rykke frem i klassen og komme til at sidde ved siden af sit livs udkårne, Catherine. Men nu får han andet at tænke på. For den voldsprægede (u)virkelighed vender med ét fuldstændig rundt på drengens verdensbillede.

Her er tingene ikke blot sort-hvide, som i de elskede biograffilm med John Wayne som uovervindelig, retfærdig revolvermand. Selv om både hans forældre og han selv godt ved, at katolikker ikke blot er onde, og protestanter ikke er uskyldsrene, hvide og gode … ja, så bliver både han og forældrene og alle omkring dem tvunget til at tage stilling. Enten er du for, eller også er du imod.

Det kan lyde tungt, men er skildret ganske nøgternt indefra. Den unge Jude Hill fungerer som stand-in for instruktøren Kenneth Branagh, der selv voksede op i Belfast og så sin barndoms land blive forvandlet af ”the troubles”, da katolikker og protestanter kæmpede mod hinanden i byen.

Det er en både charmerende, lun og hjerteskærende menneskelig skildring af drengens forsøg på at komme overens med den voldelige og skræmmende virkelighed, han og hans familie pludselig befinder sig i.

Og i rollen som Buddy er Jude Hill intet mindre end et fund. Troskyldig og ærlig forsøger han at få hold på den konflikt, han befinder sig midt i, mens han samtidig kæmper med sine egne problemer.

Far, der har skattegæld, men stadig spiller på heste, mens hans stærke og skønne mor – fornemt og bevægende spillet af Caitriona Balfe – holder sammen på det hele, og nok ved, hvad der er op og ned og vigtigt her i tilværelsen.

Det hele på nær åbnings- og afslutningsscenerne er filmet i sort-hvid og giver sammen med de historiske tv-klip en aura af realisme og nærvær. Lidt i stil med den italienske neo-realisme.

Læg hertil at Belfast berømte sangskriver Van Morrison står for musiksiden – både med nykomponeret materiale med hans karakteristiske, vemodige altsax, men også ældre kendte sange – keltisk soul, der bare fungerer perfekt til denne film.

For det er en klarsynet og humoristisk skildring af barndommens uskyldsland – perspektiveret af den grumme virkelighed omkring Buddy. Og så er filmen velsignet med en rent ud imponerende birolle-liste.

Judy Dench som rynket farmor, altid parat til at stikke en penny til slik, ligesom Ciarán Hinds er formidabel nærværende, som lungesyg farfar, der altid er klar med ganske "tvivlsomme" gode råd. Som f.eks. at sjuske lidt med tallene til matematikprøven, så det er svært at se, om der står 1 eller 7.

Filmen tager ofte form af en række scener og optrin fra drengens liv og forsøg på at begribe og tackle det, som foregår omkring ham. Og er ofte filmet i scener set fra hans synsvinkel. Her er god plads til irsk proletarhumor, og et strøg af nostalgi smyger sig også ind undervejs.

Men den er også bevægende og hjerteskærende – især de stærke kvinder Dench og Bal har deres øjeblikke, hvor kærligheden til deres Belfast, hjem og familie overbevisende forbinder den personlige smerte med borgerkrigens uoverskuelige, knusende kaos.

Det er hjertevarm feel-good, men med ganske alvorlige undertoner – tilegnet dem, der blev, men også dem, der rejste.