Det er også synd for mobberen

Film – ”Beautiful Beings”

Det islandske landskab er både endeløst smukt, og samtidig ualmindeligt barsk. Sådan skildres miljøet også i Guðmundur Arnar Guðmundssons ”Beautiful Beings”.Vi møder først og fremmest Balli (Áskell Einar Pálmason), der i løbet af filmens første ti minutter bliver udsat for vold, ydmyget foran hele klassen og spyttet på. Hvorefter han så må fiske sin gennemblødte jakke op ad toilettet.

Da han bliver beordret til at tage den på, bliver det med ét for meget for Balli. Det er nærmest som om al indvendig vrede og frustration udløses gennem et brøl af en anden verden, der får ham til at slå ud efter mobberen, som responderer med at gennemtæve Balli med en kæp. Balli ender på hospitalet med hjernerystelse og brækket næse.

”Beautiful Beings” er en smuk og indkapslende skildring af vold og ømhed, offer og mobber, frygt og tillid.

I begyndelsen er der tale om en ren fremstilling af offerrollen Balli – men en halv time inde i filmen, afsløres også bagsiden af de tre 14-årige mobbere, vi følger udover Balli.

Siggi (Snorri Rafn Frímannsson) er opvokset i et voldeligt hjem. Han hævner sig ved at nedfryse sæd fra familiens hund i isterninger, som stedfaren drikker i sin whisky om aftenen:

”Han vil aldrig indrømme det, men han ved godt, at jeg ved det – og jeg kommer heller aldrig til at konfrontere ham med det. Det er vores hemmelighed” – siger Addi (Birgir Dagur Bjarkason), der er filmens fortæller.

Siggi er medløber og gør alt for at blive accepteret i gruppen, men befinder sig alligevel nederst i hierarkiet.

Konni (Viktor Benóný Benediktsson) er impulsiv og barsk, og går under navnet ”Dyret” blandt de unge i byen. Dog bliver hans skrøbelighed stille og roligt afdækket, og vi ser, hvordan han forsøger at skjule dette gennem sit aggressivt konfronterende temperament.

Konni bliver beskrevet som gruppens alfahan, men det bliver klart, at Addi selv har en central rolle for at få gruppen til at fungere. Han kender alles hemmeligheder, beskytter og bakker op, når drengene har brug for det.

Addi giver med sin tendens til det synske, filmen en dybde og realismen et snert af magisk realisme.

Han er den dreng, der kommer fra den mindst "ødelagte" familie med sine clairvoyante mor og lillesøster, og en ikke nærværende far, der har hang til flasken.

Det er måske også denne dybde, der får Addi til at række ud til Balli og invitere ham med i gruppen?

På den ene side er rollerne karikerede og måske ikke specielt overraskende, men på den anden side bliver de spillet så godt og overbevisende, at du glemmer det undervejs. Det er en hjerteskærende fortælling om sociale mønstre, og hvordan det nærmest er umuligt at bryde disse. 

En film der efterlader én med medfølelse for mobberne og forståelse af, hvorfor de er blevet, som de er. Det er klart anbefalelsesværdig film!