Surrealisme og moropgør

Film - ”Beau is afraid”

Mor er den bedste i verden. Og så måske ikke alligevel.

Du kan i hvert fald godt komme i tvivl undervejs i denne rent ud rablende surrealistiske og ind i mellem hylende morsom film.

Om den spagfærdige, voksne Beau (Joaquin Phoenix) med en morbinding på størrelse med en ladeport, hvorfor han selvfølgelig går i regelmæssig terapi suppleret med beroligende medicin.

Beau bor på bunden i storbyen omgivet af narkopushere, narkoludere og knivbevæbnede galninge. Og straks fra begyndelsen af filmen må du knibe dig i armen og spørge, er det her virkelighed? Eller er det hallucinationer? Er Beau bare fanget i sig eget mareridt?

Igen og igen bliver der skubbet stadig mere vrede nabobeskeder ind under hans dør om, at han spiller for højt, så ejendommens beboere ikke kan sove.

Og han spiller slet ikke musik. Til sidst ender det med, at han selv sover over, får svært ved at nå flyet hjem til mor og mærkedagen, fars dødsdag, og må se sin lejlighed erobret af gadens ros, der forvandler hans lejlighed til et kaos af ødelæggelse og uhæmmet livsudfoldelse.

Og så går det ellers derudad, mens stakkels Beau prøver at få hold på sig selv og al det rablende vanvid, der folder sig ud omkring ham. Igen og igen må du knibe dig i armen dernede i biografmørket, mens du tænker – er det i virkeligheden Beau der er den ”raske”, mens resten af verden er rablende gale – totalt syge i roen?

Eller foregår det hele inde i hans hoved?

Det er svært at forestille sig denne film komme i mål uden en af verdens bedste skuespillere, nemlig Joaquin Phoenix, i hovedrollen.

Han formår i troværdig 1:1-skala både at skildre sin Beaus skrøbelighed og hans undertrykte væsen samtidig med, at hans karakter bliver tilføjet noget indviklet og vildt uforudsigeligt.

Psykisk ustabil og så alligevel i gang med en freudiansk opdagelsesrejse for at finde frem til, hvad og hvem der har skabt ham, som han er. Et kæmpemæssigt moderopgør lurer og ulmer inde i filmen, som en bærende tone.

Men det finder vi først ud af undervejs, som vi begiver os længere og længere ind i dette filmede surrealistiske billedunivers, der sine steder kan minde om den nederlandske maler Hieronymus Bosch. For Beau lever i en virkelighed, som får Dantes skærsildshelvede til at ligne en 7. klasses lejrskoleudflugt til Bornholm.

Rundt om Phoenix er der blevet plads til en række lige så stærke roller. Især kvinderne er rent ud skrækkeligt gode.

Amy Lane som omsorgsfuld lægefrue, der nærmest adopterer Beau efter ved et uheld at have kørt ham ned.

Den selvoptagede, pillemisbrugende teenagedatter Toni (Kylie Rogers), der hader ham, fordi han indtager hendes plads i familien, og Parkey Posey som den ungdomskæreste Elanie, han aldrig fik. og som også dukker op undervejs i denne (u)virkelighedsrejse.

Og så er der mor, Mona, i form af en rent ud skrækindjagende Patti Lupone

Det er så virkeligt i al sin uvirkelighed, at du bare må læne dig tilbage og prøve – bemærk prøve – at følge med.

Jeg vil ikke sige, at jeg forstår alt i den her film. Men det gør ikke så meget. For Beau kæmpet tappert for at finde svar og dem han finder, kan du såmænd godt nikke genkendende til.

Mor slipper du aldrig af med – hun vil altid være der. Så skal du bare være glad for, at du med garanti har en lidt mildere udgave end den, som Beau er blevet velsignet med.

Det er rablende filmterapi fortalt i et surrealistisk univers og den rammer sine steder lige i hjertet samtidig med, at den får dig til at bryde sammen af grin.

Så når du vakler ud af biografen efter næsten tre timers karusseltur, tænker du:

- Hvad var det lige som ramte mig der!

Det er som at have købt billet til et natligt mareridt. Med mor og morskab, sindssyg vold og vanvid.

En ny kultfilm!