Soulpigen, der blev verdensstjerne

Film - ”Back to Black”

En anden stor sangerinde, amerikanske Patti Smith har hyldet sin britiske kollega Amy Winehouse (1983-2011) i sangen ”This is the girl” på albummet ”Banga” fra 2012.

Året efter at Amy døde af en overdosis af alkohol og stoffer, kun 27 år gammel.

”This is the girl for whom all tears fall/this is the girl who was having a ball/just a dark smear masking the eyes/spirited away buried in sighs”

Lad det være indgangsbønnen til denne biopic, altså en blanding af spillefilm og biografi, som filmen her er – opkaldt efter sangerindens store internationale gennembrud med albummet ”Back to Black” (2006)

Du skal ikke forvente at få en biografisk korrekt 1:1 gengivelse af den unge sangerindes opvækst og karriere. Og du skal heller ikke forvente at få det der hjerteskærende portræt, som instruktøren Asif Kapadia skabte med dokumentaren ”Amy” (2015), der ovenikøbet løb med en Oscar.

Filmen her er skabt i tæt samarbejde med Amys efterladte familie, og far-portrættet adskiller sig i hvert fald væsentligt fra det billede, som dokumentaren tegnede.

Men den kvindelige skuespiller Marisa Abela gør det godt som Amy og tegner et fint og overbevisende portræt af den unge sangerinde.

Hendes usikkerhed, men også hendes skråsikre og uimponerede modstand mod den musikbranche, der gerne vil forvandle hende til endnu en tjenestevillig Spice Girl (hvis nogen kan huske dem?)

Og ikke mindst har den godt fat i hendes dybe og nære forhold til jazzen og de store sangerinder som Ella Fitzgerald, Dinah Washington og beboppens altsaxofonist Charlie Parker.

Hendes nærmeste fortrolige og stilikon er bedste Cynthia (Lesley Manville), der ganske prunkløst overbevisende skildrer deres tætte forhold. Hendes bekymring over barnebarnets umådeholdne spiritusforbrug, samtidig med, at hun godt kan gennemskue følsomheden bag Amys fanden-i-voldske attitude..

Det går først for alvor helt galt, da hun møder sit livs Blake (Jack O’Connell), der gør det glimrende som charmerende, men også ganske livsfarlig stofafhængig gadedreng.

Scenen, hvor de to støder ind i hinanden på en pub og spiller pool sammen, er virkelig et højdepunkt i filmen.

Det er også ham, der langt hen i filmen, får tildelt skurkerollen, som den der fik Amy længere og længere ud i misbrug.

For der kan vist ikke herske tvivl om, at både bulimi, stoffer og alkohol samt depressive træk i sidste ende var med til at tage livet af den unge kvinde, der pludselig blev skudt op på stjernehimlen som berømthed.

Marisa Abela gør det godt, har også afluret den virkelige Amys mimik og gestik, og det er rent ud hjertegribende, når vi til sidst ser hende på den store scene, hvor hun selv hører sin egen stemme, ekkofjernt og omtåget af sprut og stoffer.

Filmen giver god plads til at høre de i dag næsten ikoniske sange, som Amy brød igennem med på ”Back to Black” – foruden titelnummeret ”Love is at losing game”, Tears dry on their own” og selvfølgelig ”Rehab”

Filmen bliver en kende langtrukken i sin skildring af nedturen, misbruget og selvdestruktionen. Først udløst af Blake og siden ja – af hvad? Far Mitch (Eddie Marsan) bliver i alle tilfælde renskuret for skyld i filmen her.

De to elskende, Amy og Blake, var sikkert ikke gode for hinanden i deres gensidigt afhængige misbrugsforhold.

Det er ikke nogen dårlig film, men det er heller ikke hele sandheden om Amy og hendes alt for korte liv og den utrolige karriere og sangstemme.

Og det er det, du kan nyde i dag – hendes utrolige stemme og hendes sange – båret af ønsket om at ”når folk hører min stemme, vil jeg ønske, at de kan glemme deres problemer i fem minutter”

Så - ikke nogen dårlig film og bestemt værd at høre for de gode sange, nu også illustreret med ”levende billeder”.