Manisk overvældende

Film - ”Babylon”

Den her film blæser dig simpelthen bagover!

Tempoet er manisk højt, mens vi bliver ført rundt i stumfilmens verden anno storhedstiden i de brølende 20’ere, hvor Los Angeles stadig var en lille støvet ørkenby.

Men hvor Hollywoods og stumfilmens stjerner blev beundret og fejret som en slags halvguder, der levede livet med speederen trykket gennem bundkarret. Forblændet og forført af deres succes, mens de satte sig ud over almindelig moral og anstændighed.

De daglige filmoptagelser i primitive kulisser ude i ørkenen, i højt og hektisk tempo for at udnytte sollyset, glider efter sidste optagelse over i en evig, frenetisk fest med sex, alkohol og stoffer.

Her er ikke sparet på noget, hverken kulisser, grænseoverskridende grotesk, sine steder plat humor, obskøne sexscener, studedruk og en partycrasher ved navn Nellie LaRoy  (Margot Robbie), der sniffer kokain som en industristøvsuger sat på max.

Hun ankommer halvnøgen og nedringet og allerede godt pløret til filmmogulen Wallachs (Jeff Garlin) babyloniske overdådige og totalt umoralske fest, og da hun bliver nægtet adgang, får hun hjælp af den troskyldige mexikanske Manny ( Diego Calva).

Han falder pladask for den blonde med de strålende blå øjne, og snart kaster Nellie sig ud i vild dans omgivet af nøgne og halvnøgne, med heftig jazz og stride strømme af champagne.

Her møder vi også stumfilmens ubestridte førsteelsker Jack Conrad (Brad Pitt), desillusioneret og stærkt alkoholiseret, men også i stand til på trods af sit udsvævende liv at møde på filmsettet næste dag og krybe i ridderrustningen og kysse sin elskede i den nedadgående sols sidste stråler.

Og Nellie? Hun får såmænd sin første lille statistrolle, da en anden starlet dør af en overdosis under festen.

Og allerede nu er vi kun nået et lille stykke ind i denne tre timer lange hæsblæsende film om filmindustrien, drømmefabrik Hollywood og datidens store stjerner, som snart kom til at falme, da fremkomsten af lydfilmen sendte John Gilbert, Douglas Fairbanks og Rudolph Valentino ud på sidelinjen.

Det er en film, som typisk for instruktør Damien Chazelle, ”La La Land” og ”Whiplash” bliver fortalt i et overdådigt, sine steder nærmest tegneserieagtigt, klichepræget billedsprog. Med masser af referencer til datidens store film, men også med en indbygget kritik eller skepsis overfor filmkunsten. Men selvfølgelig skudt i cinemascope.

Eller retter kunsten kontra kulturindustrien. Centralt for historien og denne diskussion er Brad Pitt, der i rollen som den feterede Conrad stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er filmkunstens eneste berettigelse – at forføre masserne. Er det blot det, vi skal bruge mediet til – kostumefilm og røverhistorier. Skal vedkommende og problemsættende film ikke også have plads?

Mens han samtidig ikke underkender filmmediets betydning og magiske evne til at forføre. - Hvad så hvis 100.000 blev betaget af din skuespilpræsentation i et Ibsen-stykke i New York, råber han vredt af sin kone, endnu en i trofærækken. – Her ville 100.000 være et flop!

Det bliver han så efterhånden selv, som lydfilmen får ham kørt ud på et sidespor. Undervejs møder vi også sladderjournalisten Elinor St. John (Jean Smart), der i ganske intens scene forklarer Jack Conrad, hvordan det, han skaber – filmen i sig selv – altid vil være større og mere værd, end han selv er.

Det er en film, der blæser dig omkuld med sit overbud, sin groteske stil og sit mylder af sidehistorier. Tobey Maguire spiller den skræmmende psykopat, gangster og casinoejer James McKay, der tager Nellis tro hjælper og ven Manny med på rundtur i et underjordiske festhelvede, der ligner noget kopieret fra den hollandske maler Hieronymus Boschs surrealistiske vanvid.

Overdrivelse fremmer forståelsen, og der er ikke mange kedelige eller rolige øjeblikke i denne rablende, groteske rå og ganske normoverskridende skildring af Hollywood, filmindustriens fødsel og de mennesker, som skabte den. Filmstjernernes storhed og faldet fra tinderne.

Brad Pitt i rollen som stumfilmstjernen Jack Conrad gør det godt og er en form for anker i dette kaotiske overbud. Men det er også som om, at hans ganske desillusionerede skuespil og kritik af det vanvid, han er en del af, drukner i det magiske flimmercirkus.

På den måde har filmen svært ved at finde en balance mellem sine stærkt underholdende, farverige historier og Conrads bitre erkendelse – du har haft din tid, nu er den fordi. Filmindustrien spytter dig ud, når du ikke længere passer ind eller kan bruges.

Men gå selv ind og se og bliv blæst bagover.