Skør, dødsensfarlig kærlighed

FILM - ”Annette”

Musical er ikke lige min musikgenre, men filmens åbningsscene var lige ved at blæse mig bagover.

Elegant, småfræk og selvbevidst minder instruktøren Leos Carax os om, at det ikke er tilladt at prutte, grine eller i øvrigt give udtryk for følelser undervejs, inden vi bliver bedt om at tage en sidste dyb vejrtrækning og kaste os ind i hans vidunderligt kulørte musicalverden.

Hvorefter den amerikanske pop-rockgruppe Sparks placeret i studiet kaster sig ud i åbningsnummeret ”So May We Start” med indforskrevne korpiger og snart slutter filmens to hovedpersoner Henry og Ann sig syngende til.

Så er vi musikalsk sparket i gang med fynd og klem, og historien kan folde sig ud. Vi møder den succesrige, provokerende stand-upper Henry (Adam Driver). Iklædt grøn bokserbadekåbe varmer han cigaret-rygende og banan-ædende op.

Han skyder ordskarpt præcist og plat og altid med udgangspunkt i sig selv. Udspurgt af sit grinende, dedikerede publikum om, hvorfor han er komiker, går han til bekendelse. Hans show ”The ape of God” gør det muligt at fortælle sandheden uden at blive dræbt.

Men han har også en tilståelse. Han er blevet håbløst forelsket – i så ung en alder, er det som ”at svømme i Atlanterhavet med en betonklods bundet om venstre testikel”.

Hans elskede er operasangerinde, sopranstjernen Ann (Marion Cotillard), og hun dør igen og igen på scenen, sådan som man jo skal i opera, der altid har været fuld af ulykkelig kærlighed og tuberkuløse heltinder.

Den kulørte tabloidpresse kaster sig over de to og deres kærlighed. Vidunderligt kendisstof. To så vidt forskellige mennesker håbløst forelskede og snart bærer deres kærlighed frugt i form af pigen Anette. Men forude trækker mørke skyer op.

Det er en vanvittig, skør og totalt rablende historie om den store kærlighed, sex, familie, storhedsvanvid, udnyttelse og drab. Alle sangene og manuskript er skrevet af kultgruppen Sparks, og det er fornemt arbejde.

I en stadig vekselvirkning mellem knastør, surrealistisk humor og operadramatik folder historien sig ud med et væld af typer og fænomener, vi allerede kender på forhånd.

Den sensationssultne presse og det tilbedende publikum, der kan forvandle sig til hævngerrig pøbel, hvis du svigter dem. Samt ikke mindst den store, store altopædende kærlighed mellem to lige store kunstneriske egoer. Han mister popularitet og stand-up status og bliver den "lille" og misundelige i kærlighedsforholdet.

Mens hun ubesværet bliver ved med at opera-dø med succes. Uligevægt i kærlighedsidyllen - det er jo sprængfarligt.

Historien er spændt ud som en rød, dirrende spændingslinje, hvorpå både sange og skuespillet kan danse letfodet og smidigt. Og sangene virker ikke som fyldstof, men driver historien frem uden at det skurrer

Adam Driver ligner mest af alt en forvoksen collegestuderende, men han kan jo udtrykke alle menneskelige følelser med sit langtrukne indianeransigt. Kan være både øm og skræmmende brutal.

Over for ham spiller Marion Cotillard elegant operastjernen. Forvænt og forelsket. Lillepigen, der blev stjerne, og som aldrig før har ladet mænd komme hende for nær. Hun vil ikke være møllet, der brænder sig på flammen.

Billedsiden er et vidunder af farvelagt, koreograferet sceneoptræden afvekslende med real-life scener, hvor operasangerinden pludselig kan træde ind i en virkelig skov, hvor faren lurer i mørket. Det er et legesygt, fabulerende billedsprog.

Det er kulørt, det er dødspændende, og som musical helt i særklasse.

Dels på grund af de fremragende sange, men også i sin elegante balancegang mellem det kulørte og komiske og så den store kærligheds alvor.

Hvad der sker, når den slipper op og går i stykker. Du bliver bestemt underholdt, men du får bestemt også nogle, intelligente puslebrikker at lege med, når du skal forsøge at samle helhedsbilledet bagefter.

Og midt i det hele står Annette. Barnet som på en måde bliver ofre for forældrenes hensynsløse forgabthed i egen succes – kan hun tilgive og befri dem? Spørgsmålet står dirrende i den sidste afsluttende sangduet.

En film, der kan sagtens måle sig med Baz Luhrmann’s ”Moulin Rouge” (2001).

Det er musical på den store klinge for fuld udblæsning, som en uforklarlig drøm - på en gang eventyrlig, anarkistisk og hjerteskærende.