Voldtægt svøbt i gråzoner

Film - ”Anklagen”

Fransk retssalsdrama med sigtet rettet mod en voldtægtssag. En ganske celeber en af slagsen.

For den anklagede Alexander, 22 år (Ben Attal) kommer bestemt ikke fra ringe kår. Han far Jean Farel (Pierre Arditi) er en succesrig, gråmanket alfahan af en tv-vært, mens mor Claire (Charlotte Gainsbourg) er en kendt feministisk skribent.

Som såmænd er ganske klar i mælet, hvad angår voldtægt, som vi oplever det i en af filmens indledende scener, hvor hun som ekspert indkaldt i et radiostudie fastslår, at seksuelle overgreb bør fordømmes uden hensyntagen til social status.

Offeret Mila, 17 år, (Suzanne Jouannet) er født i en jødisk-ortodoks familie, og det gør ikke sagen mindre kompliceret, at hendes far Adam (Matthieu Kassocivitz) har forladt hendes mor og nu danner par med Claire.

Faktisk er det Claire og Adam, der opfordrer Alexander til at tage Mila med til en fest, og det er så her, at voldtægten finder sted. I et skur. Han taler om oralsex, hun taler om at blive truet med en kniv, hevet i håret og truslen – ”sut den af på mig, din mær”.

Hvem skal vi tro på? Hvad foregik der rent faktisk?

I den første halvdel af filmen følger vi den voldtægtsanklagede og ofret. Ransagning, afhøring og varetægtsfængsling i 48 timer, mens politiet samlet beviser mod Alex. Mens Mila efter at have overvundet sin egen tvivl og angst skrider til politianmeldelse og må gennemgå afhøring, gynækologisk undersøgelse og psykologsamtale.

På sidelinjen ser vi, hvordan de respektive forældrepar reagerer. Hvilken version tror de på? Voldtægtsanklagen har og får vidtrækkende konsekvenser. og snart eksploderer de sociale medier med lyndomme og hadefulde udfald.

Det er godt karakterskuespil hele vejen rundt. Pierre Arditi, som forførende og inderligt selvoptaget tv-frikadelle, der regner med at kunne indgå forlig med den voldtagne, mens Charlotte Gainsbourg spiller den pludselig så sårbare mor, som nu må stå på mål for sine egne idealer.

Men først og fremmest er det de to unge – voldtægtsoffer og voldtægtsmand, der gør filmen seværdig og interessant.

Ben Attal charmerende, høflig og intelligent – enhver svigermors drøm – og alligevel lykkes det ham at tilføre rollen en undertone af forkælet, privilegeret klasse. Underforstået – hensynsløs og måske snildt i stand til at overtræde den yngre kvindes grænser.

På samme måde er Suzanne Jouannet glimrende i rollen som Mila. Usikker på sig selv, modsigende sig selv under afhøring, så vi også her hele tiden kommer i tvivl. Ligger der noget andet bag voldtægtsanklagen?

Sidste halvdel af filmen er så henlagt til selve retssalen, små to og et halvt år, efter at voldtægten skulle have fundet sted. Og her kommer hele persongalleriet, forældre, festdeltagere, politi og psykologer, i spil, så vi endelig kan få fældet dom.

Den får sine steder med gallisk lidenskab og patos, mens vores egen indre retfærdigheds vægtskål svinger frem og tilbage.

Selve dommen vil vi ikke afsløre her, men blot slå fast, at filmen ganske fornemt og troværdigt får vendt og drejet voldtægten. For uanset hvor grundig en efterforskning er, vil der altid være et element af usikkerhed, når der rent faktisk kun er to vidner til stede, som oplevede overgrebet eller det modsatte.

Nemlig den anklagede og ofret.

Den problematik og hele spørgsmålet om, hvorledes to mennesker kan opfatte den samme situation ganske forskelligt, er også en del af ”Anklagen”.

For uanset udfaldet og dommen vil begivenheden altid efterlade de to unge mærket. Ikke alene af overgrebet men af hele det opfølgende offentlige postyr. Retsmaskineriets ubønhørlige knasende omhyggelighed og folkedomstolens fordømmende internet-lynchning.

Det er film, som giver noget til eftertanken, også fordi den selv balancerer så skridsikkert på en dirrende skyldig-ikke skyldig linje. Uden at forfalde til bombastisk domfældelse, men snarere eftertænksom sørgmodighed. Mens den elegant dribler med #MeToo, mandehad og patriarkalske mønstre.

For er der kun en sandhed? Eller måske to?