Fabelagtigt popeventyr

Film/animation -”Syng 2”

Hu-hej for en skøn historie svøbt i en sand overflod af gode popsange.

Koalabjørnen Buster Moon (Mads Knarreborg) drømmer om at skabe et show, der har stemmepragt, kostymer og power til også at kunne gøre sig på den helt store scene.

Så derfor er han meget forståeligt ganske ængstelig, da en talentspejder fra Crystal Entertainment besøger hans teater. Især da hun – Suki Lane – i form af en langbenet ræv let gabende forlader showet i utide.

Men Buster Moon giver ikke op og det lykkes ham at få foretræde for selveste Jimmy Crystal (Lars Mikkelsen) og overtale til at give ham chancen. På en betingelse – at de får fat i den mystiske rockstjerne Clay Calloway (Poul Krebs), som ingen har kunnet komme i kontakt med i 15 år.

Men som Crystal og hans datter Porsha er store fans af.

Buster Moon lover at gøre ham til en del af showet løseligt opbygget over ”Alice i Eventyrland”. Og så går Buster Moon og hans faste stab af sangere - grisen Rosita, rockpindsvinet Ash, gorillaen Johnny, elefanten Meena med flere -  i gang.

De har travlt med tre uger til premieren, og oveni er der så det lille problem med rent faktisk at overtale rockløven Clay til igen at synge og spille.

Det er et rigtigt popeventyr, du her får lov at opleve. Musiksiden er fremragende og numrene bliver sunget på engelsk, mens dialog og replikker bliver varetaget af danske stemmer.

Mads Mikkelsen er glimrende som ond og livsfarlig hvidhåret ulv, men også Poul Krebs har ganske godt fast i sin deprimerede rockstjerne-karakter.

Men først og fremmest er det en rigtig god historie om hvordan Moon & co’s gode sammenhold nu skal stå sin prøve mod den glimtende, beregnende musikkapitalisme.

Det går jo som det plejer i den slags klassiske eventyr. Moon er klar til at klippe en tå eller tre og sluge et større antal kameler for at få succes. Men det holder jo ikke længden, og det er vi aldrig i tvivl om.

Hverken barnlige voksne eller voksne børn. Det giver også masser af plusser, at filmens manuskript aldrig taler ned til os. Men sørger for at der er noget lidt sofistikeret for de voksne at grine af uden at glemme at få børnene med.

Det er jo også ganske herligt, at animationssiden ser ud, som om den har tyvstjålet alle Elton Johns mest outrerede kostumer og så givet dem endnu et fantasifuldt ryk op af.

Musikalsk får den det helt store udtræk. Topprofessionelt leveret. Med plads til både pop, soul, rap og rock. Ja, selveste Adeles ”Hello” er med i en kort sekvens, men hun består ikke sin audition hos musikulven Crystal.

Du kan også sidde og lure lidt på rockstjernen Clay, en rigtig rockløve, som godt kunne minde om Led Zeppelins forsanger Robert Plant i animationsudgave. Selv om det er U2’s ”Still Haven't Found What I'm Looking For” rockpindsvinet Ash prøver at overtale ham til at spille. Og faktisk er det Bono, der synger i filmen.

Det hele er lige ved at gå i vasken – sådan som det jo skal i den slags eventyr, men Moon & co. får en snigpremiere stablet på benene, og her blander show og ”virkelige” problemer sig på ganske fabelagtig vis, så du sidder målløs tilbage.

Godt underholdt og med U2 ringende i ørerne. Samt masser af andre større og mindre hits. Plus moralen skåret ud i store bogstaver og god pop.

Du skal aldrig glemme dig selv, dine venner og hvor du kommer fra – ikke give køb på dig selv for at blive en stor stjerne.

Se, det er et rigtigt eventyr. Som undertegnede egentlig godt engang gad gense i original version.