Du bliver aldrig min mor!

Film - ”Andre folks børn”

Menneskevarm og øm skildring af en moden kvindes kærlighedsaffære med Ali, der har datteren Leila fra et tidligere forhold.

Rachel (Virgine Efira) underviser på en skole for unge, der har vanskeligheder med at finde job og dermed også fodfæste i livet. Du skal ikke langt ind i filmen, før du finder ud af, at hun er smaskforelsket.

Igen og igen lyser hun op i sødmefyldte smil, når hun modtager sms’er fra i Ali (Roschdy Zem), som hun snart skal møde til den guitarundervisning, de begge går til. Og han er da heller ikke uinteresseret.

De ender i sengen sammen, og da Rachel nysgerrigt går rundt i lejligheden i morgendaggryet, finder hun en børnetegning på skænken, og bag den gemmer sig et foto af Ali med sin tidligere kone, Alice og deres fælles datter Leila.

Men Rachel vil gerne mere og andet end en one night stand, så hun tøver ikke med at engagere sig i dagliglivet med Ali og Leila – navnet betyder i øvrigt ganske poetisk nat på arabisk. Hun bliver langsomt, men ikke uden sårende sværdslag venner med den lille pige på 4 og et halvt år.

Det er en film, der både har plads til sensuelt forelskede elskovsscener, men først og fremmest vægter den tvivl og det savn, som mødet med Ali og Leila tænder i Rachel.

Nu hvor hun som 40-årig får stadigt sværere ved at få netop det, hun nu pludselig savner – et barn. Vel at mærke sit eget barn.

Virgine Efira er både smuk og tænksom reflekteret som den viljestærke lærerinde, beundret af kolleger og elsket af sine elever, der nu pludselig opdager, at uret er tikket videre, og det nu måske er blevet for sent at blive gravid.

Roschdy Zem har statur og fysik til at spille eftertragtet elsker, men gør ellers ikke det store ud af sin farrolle. Det er i samspillet mellem Virgine Efira og barneskuespiller Callie Ferreira-Goncalves, at filmen for alvor lever.

Netop fordi barnet på sin egen naturlige måde får sat fut i den franske skrukhøne, der får nærkontakt med sin egen barnløshed.

Omkring Rachel snor sig også en historie om, hvor svært det er at komme ind som den nye kvinde i et opløst parforhold, der har fundet rytme og ro i at være deleforældre.

Hvor svært det er at blive knyttet ikke bare til Ali, men også til barnet med al dets naturlige nysgerrighed, charme og insisterende ligefremhed.

- Jeg føler mig som statist, udbryder Rachel på et tidspunkt. Ikke ganske med urette.

Det er en fin lille fransk feel-good film, elegant filmet i et nærmest postkort-agtigt smukt Paris.

Om en stærk kvinde, tiltrækkende og feminin, der må erkende, at i forholdet mellem Ali og datteren vil hun altid stå på sidelinjen.

Bittersød kvindeerfaring fortalt med esprit.