Far vil dø. Skal man hjælpe ham?

FILM: "Alt gik godt"

85-årige André får et slagtilfælde. Det er slut med førligheden. Det er slut med et liv med masser af god mad, et årelangt sidespring med den person, hans døtre konstant kalder Lorten. Det er slut med at bestemme selv. Bestemme hvornår man vil sove, spise, skide med mere.

Med andre ord: Det gode liv er slut. Nu er det livet på andres præmisser.

Det gider André ikke. Han presser derfor sin døtre, Emmanuelle og Pascale, til at slå ham ihjel.

Det må man jo ikke. Men presset på dem for at få hjælp til selvmord er massivt. Og som døtrene konstant siger om deres gamle far: Man siger ham ikke imod.

Døtrene finder ud af, at man kan få et assisteret selvmord i Schweiz. Men det er forbudt at tage til Schweiz for at begå selvmord i fransk lovgivning. Men døtrene hjælper, det de kan.

Der er bare et problem: Deres far plaprer ud til højre og venstre om, at det er hans plan at gøre ende på livet.

Konstant fortæller døtrene ham, at han skal holde kæft, hvis det skal lykkes. Men det hjælper ikke.

Filmens titel henviser til den telefonsamtale, Emmanuelle får fra klinikken i Schweiz i slutningen af filmen.

Filmens force er, at den stiller skarp på nogle problemer, der er aldeles ubærlige. Hvis man elsker sin far højt, vil man så nægte ham det sidste ønske? Det er faktisk også forbudt at hjælpe ham. Det kan give op mod fem års fængsel.

Døtrene er tillige arvinger til en gigantisk formue, så de kan også nemt risikere at få skudt falske motiver i skoene.

Dilemmaer er der nok af.

"Alt gik godt" er en særdeles stille film, og også en ganske lang film med masser af overflødige scener. I hvert fald hvis man tænker i plot og tempo. Men det handler om død og selvmord, så det stille tempo er passende.

Som filmen skrider frem kommer der en del skeletter ud af skabene.

For eksempel bor André stadig i en kæmpeville sammen med sin kone og tjenestefolk. Men de er ikke på talefod ham og konen.

Vi finder også ud af, at André er en mand, der ikke blot er vant til at få sin vilje. Han er også vant til at tage den. Viljen. Beslutningen. Så kan omkostningerne tørres af på andre.

Vi oplever blændende skuespil i de bærende roller. Sophie Marceau og Geraldine Pailhas spiller de to døtre aldeles lydefrit.

Det er en vanskelig situation, deres stædige gamle far han sat dem i. Nej: Det er en umulig situation. Alle disse dilemmaer får vi skildret flot.

Andre Dussollier spiller gammelfar. Med hængende øjne og mund. Man føler virkelig, man er i selskab med et menneske, der er ved at gå i opløsning.

Så jo - det er ganske interessant at følge med i sådan et assisteret selvmord. Senest så vi det i den dansk/franske instruktør Samanou Sahlstrøm gennembruds- og debutfilm "I dine hænder" fra 2015. Da var det en ung, uhelbredelig syg mand, der tog turen til Schweiz. Vi husker også Bille Augusts film "Stille hjerte" fra året før.

Jeg tror faktisk, at begge disse film var bedre - lidt bedre - end denne. Der var i hvert fald mere drive i dem. Til gengæld er dilemmaerne mere påtrængende her.

De er bedre beskrevet her. Man får dem mere ind under huden. Man kan mærke dem.

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.