Socialrealistisk kærlighed

Film - Ali & Ava

Solid, god britisk socialrealisme a la Ken Loach. Om en umulig kærlighed mellem to voksne mennesker, der gerne ofrer sig for andre, men er lige ved at glemme at kæmpe for egen lykke.

Pakistanske Ali (Adeek Akhtar) er vicevært i en række nedslidte rækkehuse, som du kun ser dem i det tidligere så stolte britiske imperium. Bradford hedder byen, og her bor Ali lige ved siden af sin øvrige familie. Rigtig tæt, så det er svært at holde hemmeligt, at han er ved at blive skilt fra sin yngre, kønne kone Runa (Ellora Torchia).

Hun læser på universitet og er på vej væk, både intellektuelt og fysisk, mens han stadig elsker hende og håber på, at de kan blive par igen. De bor jo trods alt stadigvæk i samme hus, men sover ikke sammen.

Tilfældigt møder han en dag undervisningsassistent Ava (Claire Rushbrook), enke, mor til fire og såmænd også bedstemor, som tager sig af sønnen Callums (Shaun Thomas) førstefødte lille datter.

Ali er tidligere DJ og er til heftig rap og punk, mens Ava er til country og folkemusik. Men det er netop gennem deres fælles interesse og dyrkelse af musik, at de langsomt åbner sig og betror sig til hinanden.

De kommer fra hver deres ghetto i den nærmest konstant regnplagede by. Så det er ikke bare musikken, men også deres nærmeste families dybtfølte skepsis, sine steder i form af rent racehad, der sætter en dæmper på deres kærlighed.

Skuespillet fejler ikke noget. Både Adeek Akhtar og Claire Rushbrook gør det glimrende. Akhtar som den spontane, energisk mand, der altid er klar at gøre noget – gå fra nul til 100 kilometer- uden at tænke særlig meget. Handling frem for eftertanke.

Og Rushbrook i rollen som enken, med en afdød voldelig ægtemand, der elsker sine børn overalt på jorden, spiller rollen sød og elskelig, ganske som han gør. De er begge betænksomme og omhyggelige i omgang med medmennesket.

Musikken – folk, punk, ska, pop og electro – bliver broen, som binder dem sammen. Her kan de begge på hver deres måde få afløb for raseriet, vreden og afmagten, men også finde rum for glæde, forsoning og samvær.

Bid mærke i scenen, hvor Ali første gang er ved at køre Ava hjem til hendes ”hvide” proletarghetto Holmewood, og børnene begynder at stene hans bil. Han er jo perker, men så springer han ud, skruer op for den britiske rapper, han lytter til. Og forvandler fjendtligheden til dansende fest.

Filmen er optaget on location, og det er lige før, at du selv bliver forelsket i denne nedslidte by og dem, som bor her. Uden særlig meget at gøre godt med rent materielt, møder vi en række mennesker, der på hver deres måde kæmper for at få en lille smule lykke i deres liv.

Vi er på bunden i samfundshierarkiet med dåseøl og amatørsang på den lokale pub, men også med en stædig livskraft og sammenhold.

Det er en varm, troværdig kærlighedshistorie, der ikke smører tykt på i mainstream happy ending. Men forholder sig både til sine to hovedpersoners personlige sår og fortielser og samtidigt tegner et billede af det omgivende samfund.

Kommer omkring fordomme, racehad i rendyrket voldelig form, familie og jalousi, mens vi ser de to – Ali og Ava – finde hinanden. Først forsigtigt, siden stadig mere opslugt og på trods af omgivelsernes fordømmelse.