Den fraværende far

Film - ”Aftersun”

Haves: Fraværende far. Ønskes: Nærværende.

En far og hans 11-årige datter er på charterferie i Tyrkiet.

Callum (Paul Mescal) og Sophie (Frankie Corio) gør som alle andre, soler sig ved poolen, småsnakker og nyder det, sådan som man nu gør på solferie. Med øl til ham og store is til hende.

Vi oplever dem og ferien gennem 20 år gamle ferievideoer, der så er suppleret op med ”rigtige” filmoptagelser og skuespil.

Hurtigt finde vi ud af, at far og mor er skilt? Men hvorfor? Selv Sophie får ikke noget svar, når hun spørger sin unge far. Faktisk er han så ung, at andre charterturister tror, at Sophie er hans lillesøster.

Det er en ganske stilfærdig, nærmest socialrealistisk skildring. Hele tiden set med det undrende barns perspektiv og med hendes øjne.

For hvad er det med farmand? Hvorfor virker han så plaget og indelukket? Ind i mellem klipper vi til scener med den voksne Sophie (Celia Rowlson-Hall), der står i flimrende neonlys på et diskotek og tænker tilbage på sin far og deres ferie sammen.

Callum stående på terrassen med en smøg i den lune nat, hans tai-chi øvelser, da de to dykker sammen og hun taber sine dykkerbriller. Eller da han ikke vil med ned og synge karaoke på R.E.M.’s ”Losing My Religion”.

Hans svigt og hans omsorg og hans hemmeligheder.

Gennem Sophies registrerende øjne og direkte nysgerrige udspørgen får vi langsomt tegnet et billede af en ”almindelig” mand. Ikke helt tilpas og hvilende i sig selv. Her er antydninger af, hvad der kan være galt.

Men en egentlig helstøbt forklaring får vi ikke.

Vi får ikke udleveret nogle håndtag eller ideer om, hvad det dog er, som plager farmand. Og gør det så svært for ham at være nærværende og til stede i sit liv nu og her.

På den måde fremstår ”Aftersun” som ren filmfortælling, hvor du selv må digte med og prøve at forstå Callum. Med ganske poetiske billeder, nærmest drømmende uvirkelige, lige som filmen, når de svævende paraglidere spejler sig i svømmepølens blå klorvand.

Skuespillet virker ganske overbevisende autentiske. Den unge barneskuespiller Frankie Corio brænder flot igennem som præ-teen, med spirende seksualitet, der lurer på, hvordan de ”voksne” gør. Mens Paul Mescal er den på en gang omsorgsfulde og fraværende far, der gerne vil gøre det så godt, han kan for sin pige.

Der sker ikke rigtig noget i den her film. Du ved, de dovner ved pølen, de tager på busudflugt, men samtidig sker der en hel masse lige under overfladen. Men filmen når aldrig frem til en egentlig klar konklusion.

Det er en ganske elegant underspillet, ganske nærværende og samtidigt pirrende historie om tab og kærlighed. Mellem far og datter. En datter, som nu ligesom os leder efter en forklaring.

Hvem var far egentlig?