Den afskyelige

Film - ”A Different Man”

Hvordan og hvad er det at være normal?

Og hvis man nu ikke var det - normal altså. Hvad ville man så ikke gøre for at blive det? Og hvad ville der så ske.

Det er en bizar, grotesk og surrealistisk rejse, du kommer på med filmen ”A different man”.

Kønne mennesker får og har nemmere ved at få succes – gode jobs, venner og kønne kærester, påstår filmen.

Og den påstand er Edward (Sebastian Stan) parat til at underskrive med sit eget blod. Han er skuespiller i New York og optræder i en oplysende kortfilm om, at vi skal være gode ved de handicappede og de anderledes. Og det er den eneste rolle, han hidtil har fået.

Selv er Edward skrækindjagende deformeret, med store knudeformede, forvrængede ansigtstræk og bor ensom i en nedslidt, forfalden uhumsk lejlighed.

Ved siden af flytter Ingrid (Renate Reinsve) ind. Hun drømmer om at skrive teatermanuskripter, og Edward låner hende en knaldrød italiensk skrivemaskine, så hun kan komme i gang med sit forfatterskab.

Samtidig begynder han på et nyt ikke afprøvet lægemiddel, som skal hjælpe på den neurofibromatose, der har vansiret ham. Stadset virker, og kødet falder bogstaveligt af i blodige klumper, og et glat normalt ansigt dukker op.

Edward er væk og i stedet tager Guy (også spillet af Sebastian Stan) fat på livets goder. Barbesøg og villige chicks, der er friske på en rask omgang på toilettet. Samtidig bliver han en succes som smartglat, veltalende ejendomsmægler.

Indtil han en dag tilfældigt igen møder Ingrid på gaden, følger efter hende og får rollen i hendes første eksperimenterende stykke med titlen ”Edward”.

Det er en film, der rummer et utal af historier inden i hinanden og indbyrdes belysende forholdet mellem det normale og det unormale. Om identitet. Om at ville være en anden. Og bittert fortryde det, når skæbnen lige pludselig spiller dig et virkeligt grimt puds.

For hvem elsker Ingrid virkelig? Er det den knudrede Edward eller den glatfjæsede Guy, som vi nede i biografmørket godt ved er én og samme person. Men det ved hun jo ikke.

Sebastian Stan er fremragende som både den plagede Edward og den i begyndelsen så succesrige Guy.

Der helt naturligt føler sig født til og skabt til at gøre succes i hovedrollen som Edward. Men samtidig indvendig er både undertrykt og nedtrykt. I ubalance.

Indtil den lige så ansigtsdeformerede Oswald (Adam Pearson) dukker op til en prøve, roser Guy og med ubesværet selvsikkerhed og charmerende britisk accent sætter en helt ny dagsorden. For både teaterstykket og Ingrid.

En pointe i filmen kunne være, hvor vigtigt det er at være sig selv. Altså finde sin egen kerne og være tilfreds med den.

Og så alligevel – for det er jo absurd, at se Edward, den virkelige Edward, blive kørt totalt over og reduceret til birolle både i teaterstykket og i sit eget liv af Oswald.

Så er det nu altid det bedste at være normal?

Edward/Guy bliver kørt mere og mere ud på et sidespor, og Sebastian Stan er simpelthen intet mindre end 110 procent overbevisende i rollen.

Som manden der hjælpeløst mister sin identitet. Både fordi han fornægtet sit tidligere jeg, men også fordi han ikke kan genvinde sit gamle jeg – uden at afsløre sig selv.

Det er virkelig film, som giver dig noget at tænke på. På en gang vemodig og skrækkelig og sine steder uforudsigelig, surrealistisk uvirkelig og samtidig grotesk morsom.