I aften skal du høre Aretha Franklin …

Hvis du er til gospel, så åbn for DR2 i aften klokken 21, og se dokumentaren ”Amazing Grace om soulmusikkens førstedame Aretha Franklin. Oplev hende synge sjælen ud i Bethel Baptist Church i Los Angeles, mens Rolling Stones-forsanger Mick Jagger jubler med fra bagerste række

I 1972 var sangerinden Aretha Franklin, 29 år, kendt som USA’s ubestridte ”Queen of Soul” efter i løbet af fem år at have forsynet de amerikanske hitlister med soulnumre som ”I Never Loved A Man (The Way I Love You) ”, ”Chain of Fools”, ”Think” og ”Dr. Feelgood”.

Nu ville hun og hendes Atlantic Records-producer Jerry Wexler bringe sangerinden tilbage til der, hvor det hele begyndte - den amerikanske gospel, som hun havde sunget fra hun var syv år gammel i sin far, Reverend Clarence LaVaugn Franklins, baptistkirke.

Liveoptagelserne med et kæmpekor og Arethas faste backinggruppe skulle foregå i New Bethel Baptist Church i Los Angeles for et indbudt publikum. Kirkens faste præst, den klaverspillende James Cleveland - selv en stor soulsanger, byder publikum velkommen.

Han beder dem om ikke at være generte, hvis kameraerne går for tæt på, og være parat til, at musikken, for nogle måske ganske uvant, kan åbne for kontakt til selveste Helligånden, og så må det godt lyde, som om der er 2000 publikummer til stede.

Så går det ellers løs med åbningsnummeret ”On Our Way” med en dybt koncentreret Aretha Franklin, der synger gospel. Noget hun ikke havde brugt stemmebånd på, siden hun som 17-årig indledte sin soul-pop-karriere.

Hun synger henført og helt anderledes, end når hun sang pop. Koncentreret og fokuseret på noget højere.

Franklin er en sand, spirituel urkraft, når hun udforsker den religiøse sangtradition, hun er opvokset med - en uadskillelig del af hendes uovertrufne frasering og mageløse klare diktion.

Koncerten er optaget over to aftener, 13. og 14. januar 1972, og den opmærksomme vil bemærke, at et par hvide briter, Rolling Stones-forsanger Mick Jagger og trommeslager Charlie Watts, har sneget sig ind til koncertens andendag.

Rockgruppen var i Los Angeles for at indspille ”Exile On Main Street”, og de to benyttede lejligheden til at høre gospel for fuld udblæsning.

Publikum rokker løs på stolerækkerne, synger med, klapper taktfast eller danser grebet af hellig ild på kirkegulvets midtergang. De - det overvejende sorte publikum - kender teksterne og forstår til fulde at værdsætte Franklins fraseringskunst.

Mens sveden perler, og hun og menigheden kommer tættere på deres gud i henført gospelgudstjeneste.

Koret går fuldstændig amok sammen med Aretha i nummeret ”Never Grow Old” (”I Have Heard of a Land, Where We’ll Never Grow Old”)

Instruktør Sydney Pollack var ansvarlig for optagelserne, men filmen blev aldrig udgivet. På optagelserne myldrer det med kameramænd, der optager fra alle mulige vinkler, men efter to dage måtte klipperne give op. Der var intet klaptræ eller nogle markører til at eftersynkronisere lyden med optagelserne og få lyd og billede til at passe sammen.

Så der kunne være op til 15-20 startpunkter på et enkelt sangnummer, og slutresultatet var et rent mareridt. 13-14 timers stumfilmoptagelser med omkring 2000 klip.

Først i 2008 kunne et særligt hold teknikere med nutidens digitale muligheder forene lyd og billedside - det blev gennemført på tre uger. Men så gik der yderligere 10 år, inden de juridiske problemer mellem Aretha Franklin og filmselskabet blev løst.

46 år efter indspilningen af livekoncerten.

Koret bag Aretha bliver raffineret dirigeret af en dynamisk Alexander Hamilton, der får sangerne til at yde deres ypperste og kaste sig ud i improvisation, når de da ikke spontant rejser sig jublende op, da soulsangerinden giver en fuldstændig henført udgave af ”Amazing Grace”, som får Reverend James Cleveland til hulkende at forlade sit Steinway-flygel og ydmygt bøje hovedet.

Far tørrer sved af sin datters ansigt, da hun ganske solo sidder ved flyglet

Det er kedelig filmkunst, men mesterlig gospel, og på koncertens anden aften er far Franklin selv fløjet ind fra Detroit for at høre datteren. Han får også taletid på prædikestolen og fortæller, hvordan han har været inde at hente sit jakkesæt på det lokale renseri og faldt i snak med den kvindelige indehaver.

Hun har dagen før set Aretha Franklin synge på tv, og synes godt om det, men ...

- Jeg vil gerne høre hende, når hun vender tilbage til kirken.

- Min skat, hun har aldrig forladt den, svarer Arethas far.

Og efter fars rosende tale går Aretha og koret fuldstændigt ekstatisk amok i ”Never Grow Old”.

Et mirakel af en film, gospel skabt på stedet - improviseret, henført og spirituelt.