Dillermand er sgu da sjov, mand

Danmark har været foregangsland inden for børne-tv i mere et halvt århundrede. Dansk børne-tv har vakt opmærksomhed overalt i verden. Og lige nu er opmærksomheden næsten  på vej op i det røde felt. Det skyldes DRs nyeste påfund: ”John Dillermand”.

John Dillermand bor med sin oldemor i et lille hus. Og han har verdens længste diller. Oven i købet en diller, der lever sit eget liv og har sin egen vilje. Den diller kan være svær at styre.

Når udenlandske medier kaster sig over ”John Dillermand”, så er det jo med forargelsen som følgesvend. Men det er værd at bemærke, at Johns følgesvend på ingen måde er et forplantningsorgan. Det er ingenlunde et instrument til levering af urin. Og det er slet, slet, slet ikke en legemsdel, der er beregnet på sex. Kun folk med en virkelig afsporet tankegang tænker på sex, når de har set John og hans diller.

Faktisk er Johns diller nærmest som en snabel. Det er et instrument, som kan nå vidt omkring, og som kan håndtere masser af ting. Dilleren kan skyde med gevær, kan bruges som fiskestang, kan bruges som elastik. Og når den er allerbedst, ja så er den en dillerkopter.

Jeps: John  kan flyve, når han laver sin diller om til en dillerkopter.

Har man forargelsens briller på, så er det absolut ikke morsom. Humorforladte, konforme, kedelige mennesker kan virkelig hidse sig op over disse små perler af nogle børnefilm.

Men set herfra er det altså morsomt. Og uskyldigt.

Det er jo sjovt at se, hvordan Johns ansigt ændrer sig og ser smertefuldt ud, når han fisker og får bid. Altså bid i dilleren. Det sker hele tiden, at dilleren kommer i klemme. Og det er lige sjovt hver gang.

Selv om John er en voksen mand, så går han  rundt i stribet badedragt. Rød og hvid-stribet badedragt. Præcis samme farve som dilleren. En slikkepindsfarvet diller, der vokser ud præcis der hvor penis sidder på andre mennesker. Men lad være med at tænke penis.

Selv om John har et stort, sort overskæg og altså er voksen, så er det et meget barnligt menneske, vi møder her. John tænker 100 procent som et barn: Han flygter fra ansvar, han vil lege, drikke sodavand og spise pølser. Han vil i det hele taget kun lave sjove ting.

Det er jo en ganske genial ting, at lade et voksent menneske opføre sig så barnligt, for det giver altså en god identifikation hos de yngre tv-seere. Han opfører sig præcis som dem. Men når han har lavet for mange skarnsstreger, gribes han af dårlig samvittighed. Og så redder han situationen igen. Ved hjælpe af en uendelig lang diller...

Jeg har set flere afsnit sammen med mine børnebørn, og deres vurdering var helt entydigt. Som de sagde:

- Baguh glyp shavle but.

Nu ved jeg jo ikke præcis, hvad det betyder, så jeg smed det en tur i Google Translate og bad den om at oversætte fra babypludder til dansk. Og budskabet var helt klart:

- Hvor er det fedt!

Onkel Morfar synes det samme. Det er sjovt. Det er oven i købet så sjovt, at både børn og voksne kan more sig sammen.

Når jeg ser det, tænker jeg på Pingu – ham der den barnlige pingvin, som jeg så med mine børnebørns mødre for en del år siden. Pingu kunne nemlig det samme: More i alle alder.

Men Pingu er flottere håndværk og i en hel anden teknisk kvalitet.

”John Dillermand” er lavet som stop motion – altså den teknik, hvor man bevæger figurer lavet i modellervoks og tager et nyt billede, hver gang man har bevæget figuren en millimeter. Det er en hammerdyr produktionsmåde. Muligvis er det derfor, at den er lavet ret primitivt lige her.

Det er dog også sådan, at den finere æstetik er noget, især voksne går op i. Børn er (næsten) ligeglade. Hos dem er historien den vigtigste. De vil have noget at grine ad. Men de vil også have noget, de kan genkende. Og lige her kan de genkende sig selv i John Dillermand.

Så find et barn. Tag det på skødet. Se ”John Dillermand”. Du vil ikke fortryde det. Det er sjovt. Har du problemer med at finde et barn, så se det i smug. Man må gerne…