Skip to main content
tv-design

21 Søndag i ny grafik - det kan gøres bedre

En stor del af DRs sendeflade består af at gøre reklame for sig selv. Mellem hver udsendelse skal vi igennem et hav af teasere, der skal få os til at se andre programmer på DRs mange sendeflader.

Åhh, hvor jeg dog savner udsendelsen ”Næste uges tv” med Bent Bertramsen og Vagn Simonsen, som DR sendte i gamle dage hver lørdag fra 1970-88. Her kunne man få en smagsprøve på forskellige programmer i bedste sendetid søndag aften. Jeg elskede den udsendelse.

Nu er jeg nået dertil, at jeg også savner den. For alle disse egenreklamer er altså blevet for meget.

Jeg er SÅ træt af at skal se reklame for den samme udsendelse flere end 10 gange, inden den endelig bliver sendt. Jeg er så træt, at jeg knap nok gider se det, når sendedatoen oprinder. Så var det bedre, dengang de selvfede foromtaler kun bragtes én gang om ugen. Med op mod to millioner seere hver gang.

Der er også reklameret massivt med, at DRs nyhedsmæssige flagskib, 21 Søndag, har fået et nyt udseende. Ja, oven i købet et helt nyt format. Nu skal nyhederne søndag aften være baggrund, analyse og anden klogskab. I ugevis har DR kørt hårdt på reklamerne. Og nu skete det så.

Ny grafik

Det lagde jeg så ikke specielt meget mærke til, da jeg så første udgave af 21 Søndag i en ny indpakning.

Det, jeg lagde mærke til, var i stedet grafikken.

Der er slået på tromme for, at grafikken skulle bringes ind i det 22. århundrede. Det skulle være nyt og enestående.

Faktisk synes jeg, at Tv-Avisen's grafik i forvejen er virkelig flot.

Derfor var det da også med nogen skuffelse, at jeg så med i debutudsendelsen. Jeg var – mildt sagt – ikke imponeret.

Jovist så det sjovt ud, at der var så voldsom en dybde i tv-studiet, at man nærmest kunne se helt til den dansk/tyske grænse. Men anvendt i praksis, så var det ikke noget særligt.

Til den ene side en væg med en storskærm, hvor interviewene med især andre journalister fandt sted.

Underlig bagvæg

Men bagvæggen var godt nok underligt. Når den endelig blev anvendt til grafik, ja så lignede det mest nogle gamle avisforsider, som hængte flere meter nede i det dybe hul, hvorfra de så på skift blev trukket frem i billedet, så man rent faktisk kunne se, hvad de skulle forestille.

DR har oplyst, at meningen med den nye virtuelle grafik er, at man kan plante studieværten et hvilket som helst sted: På Peterpladsen, på månen, i en tyktarm, i en science fiction-film. Der er nærmest ingen grænse.

På den baggrund var det skuffende at opleve denne første udsendelse i det nye studie. Der skal meget mere leg til, før jeg bliver overbevist. Jeg håber sandelig, at det kommer. Ellers har DR altså oversolgt deres nye design.

Men indholdet: Der var der ikke så meget at kritisere.

Arkiv