Tegneseriestribe - ”Byens lys”, Information
Den passionerede tegneserielæser og Troldspejlsfader Jakob Stegelmann har i en af sine podcast udtalt: Der var kun en grund til, at læserne i sin tid købte aviser. Det var, fordi der var tegneserier, der skulle følges med i.
Da de gode tegneserier blev nedprioriteret, så stoppede læserne med at læse aviser! Det er måske ikke helt sådan, Stegelmann formulerede det i den særdeles underholdende podcast #stegelcast, men det er tæt på.
Nu er det ikke sådan, at de tegnede striber helt er forsvundet fra dagspressen. Men der er langt mellem lyspunkterne. Men der er ét, nemlig Dagbladet Informations udgivelse af tegneserieskaber Lars Kramhøfts stribe “Byens Lys”. Også selvom striben handler om meget mørke emner i danskernes hverdag.
Lars Kramhøft er ikke en hvilken som helst tegneserieskaber. Kramhøft har modtaget både Ping Prisen (Bedste Danske Tegneserie 2020) og Claus Deleuran Prisen (Bedste Danske Tegneserieskaber 2021).
Dagbladet Information skød Kramhøfts rejse med karakteren Jacob i gang 9.september 2022. Jacob er den næsten 30-årige jyde, der kommer til Hovedstaden med firetoget for at søge lykken.
Præmissen er: Hvis du vil i verden frem som forfatter, så skal du tæt på forlagene og hele den kulturelle kreds af notabiliteter og bibliotekspengehøstere. Men det er ikke nemt, selv ikke i et velfærdssamfund som Danmark.
Jacob møder konstant udfordringer, og den første og måske største er at finde fodfæste: En bolig.
Lars Kramhøft beskriver både levende og humoristisk kampen for at finde en bolig i hovedstaden, hvis du ikke lige har en “trustfond” eller en større opsparing i ryggen.
Det bliver hellere ikke lettere, når man har ambition om at være forfatter og vil dele ud af sin idealisme. For kan man leve af at være forfatter? Jacob møder alle hånde bolighajer og bolighellige, hvor lejemålet næsten kun kan realiseres, hvis han er villig til at prostituere sig. Næsten bogstaveligt talt.
Forfatterspiren Jacob møder masser af farverige karakterer. Der er Hjemløse Heidi, der er det første venlige ansigt, Jacob møder. Men der er åbenbart forskel på hjemløse i provinsen og i København. For Heidi har ganske bekostelig smag (veganske sandwichs, glutenfri brød).
Han møder teamleder Per Christensen, der på Master Marketing er den skruppelløse telemarketing mand, for hvem midlet altid helliger målet. På Master Marketing arbejder Jacob sammen med Aiza, der er ikke-etnisk dansker, og som mener, at Jacob er privilegieblind. Hvad Jacob på ingen måde er enig i.
På et af sine varmestueophold i Jyske Bank (for her er der gratis wifi) møder Jacob barndomsveninden (eller barndomskæresten) Ditte. Ditte har været lige så oprørsk som Jacob, men nu hun sidder som eksponent for den kapitalistiske verden, som Jacob har sat sig for at afsløre og bekrige med ord.
Men principper er en ting, noget andet er behovet for at få tag over hovedet. Ditte bor i Valby sammen med sin regnbuepartner Daniella, og deres særdeles IT-kyndige søn Sam.
Det smerter Jacob, at Ditte har lagt sine rebelske rødder bag sig og søgt ind i et borgerligt regnbueforhold, der dyrker materialismen. Det giver næsten sig selv, at Jacob lever på lånt tid hos regnbueparret i Valby.
Der er ikke megen hjælp at hente for Jacob - heller ikke fra baglandet. Jacobs mor og stedfar er ikke til megen nytte, og Jacobs far synes heller ikke at være det. Men hvem ved!
Men midt i al modgangen ser det ud til, at Jacob er heldig. Hvis man altså accepterer en vis spændvidde i ordet “heldig”. Jacob får nemlig mulighed for at flytte ind hos førtidspensionisten Allan Skalle, der er blevet single og mangler penge til sit daglige forbrug af stesolider og guldbajere.
Allan kan dog ikke forstå, at Jacob har beskrevet sig selv som en 21-årig ung kvinde. Men Allan mener ikke, at tiden er til at være kræsen!
Allan er alt andet end borgerlig. Han er faktisk det modsatte, altså ikke rebelsk, men kandidat til Men in Black DK. Allan har opkaldt sin schäferhund Blondie, efter Adolf Hitlers hund.
Allan er førtidspensionist, da han blev skadet af at lave nazi-hilsener til en demonstration mod alle dem, Allan helst ikke ser boende i Danmark. Så Jacob har rejst fra regnbue-borgerlighed til sort-nationalisme. Men måske er det her hos Allan, at det første ”lys i byen” tændes, ved Jacobs hjælp. Måske.
Lars Kramhøfts streg er simpel. Den er ikke helt så udfoldet og intens, som i hans grafiske bogudgivelser. Men den er på en eller anden måde passende i et dagblad. Den er mere rund end Jakob Martin Strids Strid. Og det er godt, for det er Kramhøfts signatur. Eller i hvert fald en af dem.
Lars Kramhøft beskriver med sin streg og story præcist med både glimt i øjet, men netop også i ramme alvor, de paradokser vores liv, vores byliv, præsenterer os for. Progressive menneskers småborgerlighed. Velmenende mennesker selvtilstrækkelighed. Og så ikke mindst kulturlivets indavlsblinde martyrium.
Lars Kramhøft kan noget, også med Byens Lys. Og han er ikke alene. Hvis bare flere dagblade og magasiner - og dem er der trods alt en del af, hvis man kigger efter på Kulturministeriets liste over dagblade - ville gøre det samme:
At invitere nogle af vores unge og yngre danske tegneserieskabere indenfor på siderne, i spalterne, ville det helt sikkert gøre en forskel.
Selvfølgelig skal dagbladene ikke bare gøre det, for at gøre Jakob Stegelmann glad. Men for at glæde og oplyse dagspressens publikum og anerkende, at tegneserier ikke bare er sjov og ballade. Tegneserier er en kulturform. Helt på linje med teater, musik og billedkunst.
Må tegneserier kaste nyt lys over dagbladene i en verden, der er blevet meget mere visuel.
Tegneseriestribe
”Byens lys”, Information
Lars Kramhøft:
https://www.instagram.com/larskramhoft
