Eksistentielle perler fra Forlæns

Mikkel Sommers:“Jensus hjælper til”

Mikkel Ørsted Sauzets: “Ild”

Anders Brønseruds: “Otto: Reliquias”

Det grafiske betyder meget og har altid gjort det. Ord har det med undertiden at komplicere ting. Grafiske udtryk taler mere til sanserne, og netop dette spor udmærker forlaget Forlæns’ brand i udgivelseslandskabet af tegneserier og grafiske romaner.

Forlaget Forlæns’ udgivelser “Otto: Reliquias”, “Ild” og “Jensus hjælper til” viser, at det grafiske spor ikke er begrænset til et bestemt segment af læsere.

Nu er det ikke sådan, at alder i sig selv afholder læsere fra at kaste sig ind i det tavse univers af grafiske udtryk, for eksistentielle vilkår og kvaler for “mennesket” begrænser sig ikke til visuel litteratur målrettet særlige aldersgrupper.

Mikkel Sommer fortæller med sin “Jensus hjælper til”, hvordan det kan være svært at gøre godt. Den kære Jensus (og ikke Jesus) er opdraget af sine forældre til at gå ud i verden for at gøre godt.

Jensus er en karakter. Med langt hår, runde briller i tyndt stel, organisk beklædning og den karakteristiske sok-i-sandal stil. Det bliver ikke mere “fodformet”. 

Det er blevet weekend, og Jensus går i gang med at tænke over, hvordan han kan gøre godt i kvarteret. Jensus hjælper en mand, der bakser med sin knallert, men han gør det for godt, så knallert fræser ind i en nabohave og ødelægger et haveskur.

Jensus møder en mor med sin lille datter, der har fundet en død due. Jensus vil gerne give pigen håb, og derfor leger Jensus, at duen ikke er død. Men det kommer til at virke modsat.

Jensus møder på sin vej til købmanden tre hjemløse, der mest af alt bare vil have den næste flaske alkohol, og de bliver noget fortørnede, da Jensus giver dem en pose med madvarer. Og sådan går det hele dagen. Men trods modstanden mod Jensus’ hjælp ender dagen godt.

Det er helt sikkert ikke Mikkel Sommers hensigt at gøre grin med alle “do-good” mennesker, for vi har brug for idealister.

Sommer er måske inspireret af Anders Matthesens “Arne” figur, som i både “Jul på Vesterbro” og “Terkel i knibe” forsøger at sprede gode vibrationer, og hjælpe mennesker, der måske ikke helt ønsker at blive hjulpet af en ejegod pædagog.

Men brugen af den fodformede karakter, som også minder om de svenske 1970er figurer Kalle fra “Kalles Klatretræ”, og Alfons Åbergs far, kan læses som et forsøg på at afvæbne stereotypen om “den fodformede pædagog”.

For det er både lidt synd, men også lidt sjovt, når det ikke går helt, som det skal for Jensus.

Mikkel Ørsted Sauzets’ “Ild” er langt mere dyster, og langt mindre farverig. “Ild” handler om undergrundsmusik, om modstand mod kapitalisme eller en verden, hvor penge styrer, og om at vandre ørkesløst rundt i en potentiel meningsløshed og voldsomhed.

Mikkel Ørsted Souzets’ stil er betagende. Stregerne dvæler ved bevægelse på en måde, så læser oplever, at tiden går, også selvom ting som p-huse og vibrerende musikmiljøer faktisk står stille.

“Ild” tematiserer meningsløshed, og det at opleve at være alene i by-mængden. Vi følger en ansigtsløs person i en “hoodie” (en hættetrøje med hætten slået op), der vandrer fra drum’n’base fester, gennem øde gader i Bruxelles og til store #besætwallstreet demonstrationer.

Vi følger også en kvinde, der ser ud til at være ansat i “systemet” i Bruxelles, men hendes rolle er ikke klar. Måske hun også er klar over, at hendes politiske bidrag ikke gør en forskel.

Læseren ender ved en kirke. Ikke sammen med den hætteklædte, eller med kvinden, men med en enlig cyklist, som læseren møder i en video på internettet, som kvinden måske ser på sin tablet, mens hun kører til arbejde.

Er troen en vej til mere mening, når verden står over for stigende ulighed, ufrihed, og ikke mindst flygtningestrømme fra alle andre steder end velfærdssamfundene?

“Ild” er ikke opløftende læsning, men den spejler ganske glimrende den del af tidens ungdomsårgange, der kan se problemerne, men står som sårbare individer, selv når de er samlet som en demonstrerende masse. Det er under alle omstændigheder tankevækkende, selvom det på ingen måde er opløftende.

Jensus ender med at ringe til sin mor for at få trøst. Den enlige cyklist ender hos kirken. Trøst skal komme et sted fra.

Anders Brønseruds “Otto: Reliquias” handler også om menneskets kvaler med livet. Men tonen er langt mere selvironisk.

Stilen er med sin sort og hvide tone effektfuld, og den bærer mindelser om Osvaldo Cavandolis “Linea” eller “Linjen”, som voksne måske kan huske fra flow-tv i 1970erne. Stilen er i hvert fald simpel, udtryksfuld og håbefuld.

På sin vandring gennem hverdagen møder Otto mange kvaler. Den æbleformede “mummitrold” forsøger som Jensus at hjælpe andre, men han søger også oplevelser. For oplevelser skal der til for at holde hverdagens centrifuge ud.

Ottos motionsløb og møde med den lille Dracula er sjov, men også sigende. Det vi tror er farligt, kan vi stadig godt hjælpe.

På en skovhuggertur i skoven møder møder Otto en lille kat, som forfølger ham, og med god grund. For Otto er ved at bygge et ark, for der er en stormflod på vej, og den lille kat er blot fortroppen for en bølge af andre dyr, der flygter.

Otto får bygget arket, og han får reddet dyrene, men dyrene ender med at løbe ham over ende, og lader ham ligge, nedtrådt (og nedtrykt) i kølvandet af den ark, han selv havde bygget.

Jensus forsøgte at hjælpe en masse mennesker i sit nærmiljø. Otto forsøger også at hjælpe, både mennesker, dyr og “overnaturlige” væsener, men hjælpen har en slagside, og koster næsten hver gang knubs.

Det er ikke sikkert, at mange voksne leder efter materiale til at reflektere over en paradoksal tilværelse, hvor livet ikke bare er rutine, men noget der skal leves hver dag.

Måske betydningen af ordet “reliquias” peger i retningen af den type af erfaring, som mennesker i dag har: At være en rest eller noget gammelt, som en gang havde stor betydning! Et relikvium.

Noget der peger på en storhedstid, som dog er svunden.

Børn, unge og voksne. Alle med eksistentielle kvaler, men på en mangfoldighed af måder og i en mangfoldighed af dog genkendelige former.

På grænsen mellem håb og fortvivlelser. Det er stærke sager.