Skip to main content
Tegneserie

Vision og verdens ende?

Tegneserie - Tom King, Gabriel Hernandez Walta og Jordie Bellaire: ”The Vision. Bind 1: Næsten menneskelig”

Tegneserier er rigtigt mange ting, og kommer i rigtigt mange formater. Men tegneserier er intet uden superhelte.

Forlaget Fahrenheit og Faraos Cigarer har her sidst på året 2021 udgivet Marvels “The Vision - Bind 1: Næsten menneskelig”. Og det er en perfekt julegave til heltehungrende tegneserielæsere.

Ovenpå Disney+ versionen af “WandaVision” er dette dansk opsatte hardbackalbum en kærkommen opfølgning. For hvad skete der mon efter Wandas farvel til sin syntetiske elskede?

Historien er, at Vision bliver ansat af den amerikanske stat under direkte kommando af præsidenten. Som tak for selvopofrende tjeneste for nationen får Vision lov til at stifte familie.

Sammen med hustru Virginia har Vison teenagetvillingerne Viv og Vin. Sammen er de bosat i forstaden Cherrydale lidt uden for Washington D.C. Og er ser ud til at være idyl.

Men som i et David Lynch univers er intet, som det giver sig ud for at være. Og den skarlagens røde voice-over i taleboblerne varsler ikke noget godt.

”Vision: Næsten menneskelig” er en uhyggelig historie, og Gabriel Hernandez Waltas streg er ikke særligt køn. Men den er særdeles effektfuld i forhold til plottet om den syntetiske familie.

Ud af det blå dukker en gammel fjende fra Marvel universet op: The Grim Reaper. Kendere af Visions oprindelseshistorie ved, at The Grim Reapers bror var en superskurk (der dog bliver superhelt), som blev brugt til at skabe Visions “sjæl”. Altså det der får ham til at ligne et menneske.

Det går hårdt for sig, og familien V lider tab. Datteren Viv bliver brutalt sprættet op, men Virginia redder sin datter ved at gøre en ende på Dødens liv (Grim Reaper er Manden med Leen).

Virginia formår at skjule sporene efter sin gerning og beslutter sig for at holde det hemmeligt for hele familien. For et syntetisk væsen kan ikke lyve, og familien har andre problemer at slås med. Men med Tony Starks (Iron Man) hjælp bliver Viv vakt til live igen.

Selvfølgelig bliver liget af den nedgravede Grim Reaper opdaget og fundet, og det fører ikke noget godt med sig. Og midt i det hele dukker heksen Agatha Harkness op.

Hun ved, at hun er nødt til at forstå fremtiden, og at der findes veje til at få indsigt i denne. Ikke kun for hekse, men for dem med adgang til den meget særlige Evighedsblomst. Harkness gennemfører et ritual, som giver hende adgang til fremtiden. Og den bliver grum for jorden.

“Vision: Næsten menneskelig” er ikke fyldt med action, men med (pseudo)filosofiske betragtninger over, hvad det vil sige at være menneske og at handle retfærdigt.

Den er samtidig bekymret for, hvad der kunne ske med mennesker, hvis “robotterne” flytter ind blandt os.

Men hvad “Vision: Næsten menneskelig” mangler i superhelte action (hvad der nok skal komme i de efterfølgende albums), har den til fulde i intensitet.

Og her er Tom Kings historie og Waltas streg særdeles effektfuld. Men man skal være fan af Marvels univers af superhelte, de mange “cross overs” og versioneringer af figurerne samt de kringlede story lines.

Men er det på plads, så er “Vision: Næsten menneskelig” en glimrende pakke under træet på en menneskelig højtid.

Tegneserie

  • Tom King, Gabriel Hernandez Walta og Jordie Bellaire:
  • ”The Vision. Bind 1: Næsten menneskelig”
  • Oversættelse: Lars Kramhøft)
  • 144 sider, 168 kr., hardback, Forlaget Fahrenheit & Faraos Cigarer.
Arkiv