Farvel, Adèle og tak for alt

Tegneserie - Jacques Tardi: ”Adèle Blanc-sec - Babyen fra Buttes-Chaumont”

Forunderligt. Fantastisk. Foruroligende. Forvirrende. Fortumlende. Forløsende. Og farvel. Ganske enkelt.

Forlaget Faraos Cigarer har adskillige aktuelle udgivelser på deres hylder. En af dem er den fransk tegneserieskaber Jaques Tardis sidste album i serien om Adèle Blanc-secs ekstraordinære eventyr.

Det sidste og tiende album hedder “Babyen fra Buttes-Chaumont” og markerer Tardis afslutning på heltinden Adèles oplevelser, der startede i 1976 (på dansk, 1978).

Scenen er Paris få år efter afslutningen på Første Verdenskrig. Byens caféer befolkes af veteraner, der beretter om krigens forfærdeligheder og den enkeltes soldats små sejre og synlige sår. Beretningerne skylles ned med tør hvidvin, alt imens en epidemi hærger.

En meget særlig form for kogalskab får røde tentakler til at vokse ud af ørerne på byens borgere, for til sidste at transformere dem til køer. Men den tørre hvidvin synes at dæmpe på forfærdelsen over at blive forvandlet til en ko. Alt i mens hærger en fuldt forvandlet minotaurus de møgbeskidte gader, og mæsker sig i menneskekød.

Vores heltinde Adèle har tandpine, men er også plaget af den pine, at gamle fjender vil gøre en ende på hendes dage. Det er gammelt nid, der gør, at arrede personer ønsker Adèle hen, hvor hvidvinsdruerne gror.

Men det lykkedes ikke.

For selvom tandpinen er stor, så kommer Adèles forsvundne svoger Honoré hende til undsætning. Det viser sig nemlig, at svogeren har fundet en formular, som gør det muligt at bekæmpe den forfærdelige epidemi.

Og mens den korrupte ordensmagt og veteranerne kæmper for at holde forfærdelighederne borte, forklarer svogeren, hvordan en stor del af hele misèren hænger sammen. Eller i hvert fald et god bud på det. For de ekstraordinære tildragelser har mange tråde, og mange tentakler.

Midt i det hele samles allehånde mumier fra hele verden. Og ikke mindst den mumie, som Adéle har haft som logerende fra tidligt i historien. Mumierne mødes til en seance, der har været planlagt meget længe og har til formål at hidkalde professor Boutardieus ånd.

Den professor, der i det første album vækkede pterodaktylen, og som trak Adèle ind i historiens fantatiske tildragelser. Boutardieus ånd messer til sine tilbedende mumier:

I er udødelige. I kære gamle skind. Og jeg - dette lette og usammenhængende ektoplasma - jeg siger jer. De er tunge, brutale og alkoholiserede. Og sløve … Derfor har de ingen fremtid. Men evigheden tilhører jer … med hud og hår.” (s. 43).

Hvad er det ånden siger? At menneskene er dømt til at dø, og at ko-tilstanden blot er første skridt? At mumier skal vågne og befolke jorden med årtusinders visdom?

Det er sikkert, at Boutardieus ord hænger sammen med, at Adèles mumie forvandles. Han smider sine sidste forbindinger og begynder at gro sort hår. Den døde bliver levende. Og udtrykker sin kærlighed til Adèle, der så mange gange har stået overfor selv at møde evigheden. Forvirret.

Der er god grund til at være forvirret. Adèle Blanc-secs univers er komplekst, og bare det at holde styr på karaktererne og deres sammenhæng er en detektiv værdig. Men for inkarnerede læsere af Tardis historie om Adéle giver det hele mening.

Men det er netop svagheden ved “Babyen fra Buttes-Chaumont”. Man skal kende de indre sammenhænge. Og så er spørgsmålet om afslutningen i virkeligheden er rigtig afslutning.

Tardis “Babyen fra Buttes-Chaumont” er afslutningen. Her sluttes cirklen på historien om Adéle. Og Tardi giver med sit vanlige greb om genren en sidste hilsen: Således slutter for altid Adèle Blanc-secs Ekstraordinære Eventyr. Vogt jer for falsknere, der skulle lade sig friste til at fortsætte dem!!” (s. 64).

Tardis værker er blevet sammenlignet med Hergés Tintin-eventyr. Både fordi Tardi på sin egen måde præsenterede sin fortolkning af Hergès “klare linje”, selvom Tardis billeder tegner en verden, der er meget anderledes end Hergès.

Hergé sendte sin reporter verden rundt. Tardi gør næsten det samme med sin føljetonforfatter. Tintin og Adèle deler altså at skrive om verden, der udfolder sig på deres eventyr. 

Men i modsætning til Hergé er Tardi meget bevidst om eksplicit at forholde sig til de indre sammenhænge i historierne. Og ikke mindst at lade protagonisten udlægge dem med direkte reference til læseren.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Adèle omkring 1980, og mine erfaringer med superhelte og Anders And hjalp mig intet i forsøget på at blive klog på det simple spørgsmål: Hvad foregår der egentligt?

Forklaringen er den simple, at Tardi slet ikke henvendte sig til børn og unge, men meget direkte til voksne. Selvom Tardis eventyr om Adèle har moraler, så er det ikke nogen moral der pædagogisk prædiker og forsøger at indfange læseren i et univers, der er (nogenlunde) stabilt.

Med sin karakter Adèle og hele galleriet af vansirede, vanvittige og hverdagslige karakterer, stiller Tardi et simpelt spørgsmål: Hvad har I gang i?

“Babyen fra Buttes-Chaumont” er for virkelige kender af Tardis føljeton om Adèle. Den er krævende. Og den kræver, at man er godt inde i stoffet. På en måde er det måske en eksklusion af en stor gruppe af tegneserieelskere.

Men ligesom Hergé insisterer Tardi netop på ikke at lave tegneSERIER. Serier kan fortsætte i de uendelige, eller i hvert fald i meget lang tid. Føljetoner ender.

Og for Adèle ender de ekstraordinære oplevelser med forsoning. Adèle kan ikke forsone sig med en absurd verden, men kan forsone sig med sin mumie.

Men på sidste side kan læseren undre sig over bjørnedyrets betydning. I videnskab er bjørnedyret et meget, meget lille væsen, der bærer det latinske navn “Tardigrada”. TARDIgrada! De bevæger sig langsomt, og kan leve meget længe. Lige som en mumie.

Som Tardi ønsker, at hans værk om Adèle skal gøre. Eller er bjørnedyret nok et billede på noget, der er på vej? Noget der er på vej, på fremmarch mod 1930’ernes verden. På ryggen af skyttegrave, videnskabelige uhyrligheder og ambitioner om at favne verden.

Tardi giver noget at tænke over. De mange sider med Adèle og “allehånd uhyrer” balancerer på en knivsæg mellem humor og alvor. Og så er der spørgsmålet: Hvad skete der egentligt med babyen fra Buttes-Chaumont? Hvad skete der med morgendagens voksne?

Farvel. Fantastisk. Forunderligt. Fantastisk. Forvirrende. Foruroligende!

Vil du vide mere om tegneserier, inviterer Folkeuniversitetet Aalborg til en ny omgang oplevelser med ComixCraft på litteraturfestivalen Ordkraft 15. april 2023: https://fuaalborg.dk/aalborg/program/kultur-sociologi-og-samfund/comixcraft-2023-en-ny-aera-for-tegneserier-(en-del-af-ordkraft)-2311-319