Pink Pussy Power med bid

Tegneserie - Sofien Riise Nors: Jeg var din muse

En kvinde låser sig ind i sin lejlighed. I sprækken venter katten på sit menneske. Kvinden smider nøglerne, og sig selv på sofaen. Det må have været hårdt. Katten ligger i fodenden, trygt og godt.

Nu skal der ses tv: Keeping Up With The Muses. Og så kører showet. Indslag om kvinder. Kvinder i historien. Udsatte kvinder. Kvinder der er blevet misbrugt.

Kvinder der blev til noget. Og til sidst en virtuel kvinde, der viser - hvad der i 70ernes filmvidenskablige iagttagelser hed - “vagina dentata”. Slå det op

(latin for: "Skede med tænder" -red-)

Først starter muserne, som kunne være The Kardashians, men som også minder om muserne fra Disneys animerede film “Hercules” (1997). Muserne vil fortælle om muserne op igennem historien.

Og vi starter med Kim Kardashian. Det er en trist historie om objektgørelse og undertrykkelse i Kims forhold til Kanye West. Forfærdelig historie, men også et kig ind i de rige og smukkes verden, hvor der ikke er meget feminisme at finde.

Så er der pause i musernes fortælling. En omgang tegnet tegnefilm med de elskelige “Ulven og Hjulben”, hvor Hjulben med tydelige kvindelige øjenbryn sørger for, at Ulven ikke længere jagter sit vild. For vildt.

Så er det den mytologiske figur Daphnes tur. En skovnymfe, der bliver skudt i guden Apollo. Men den kærlighed sætter floldguden Peneus, Dahpnes far en stopper for. Ved at forvandle Daphne til et laurbærtræ.

Daphnes siger: I min fars lille flodgudehjerne var det simpelthen bedre at blive til et træ end at blive voldtaget? Sådan - han tænkte vitterligt, at det var bedre, at jeg bare døde. Tragisk. Og mændenes skyld.

Og sådan flimrer showet “Keeping Up With The Muses” videre med flere historier, og historisk kvindelige personligheder. Og det er ikke køn, selvom det ikke er udpenslet.

Da Sofie Riise Nors’ udgivelse fra Forlaget Cobolt landede på skrivebordet, var den første tanke: Det her er jeg slet ikke i stand til at anmelde!

For det første er mit kendskab til Sofie Riise Nors begrænset. Det kunne en googlesøgning hjælpe på. For det andet er disse anmelderøjne skolet af “Ligne claire”, og ikke af den “hulemalelignende” streg, der både er blød og pink. Og for det tredje var slutningen ikke passende for en grafisk udgivelse.

Tænkte jeg først. Men efter tredje gennemlæsning eller gennemsyn er der faktisk sket noget.

En ny forståelse om det at være feminist og kunstner, og hvad det indebærer at se på historien eller alle historierne - de mytiske, de aktuelle, de historiske, de fiktive, de streamede - fra et andet perspektiv end et maskulint “hero’s journey” perspektiv.

Manden er som væsen ikke ondt, men gør ondt med sine handlinger. Og muserne skal nok være der for at skabe balance.

Denne anmelder kommer ikke til at synes mere om Sofie Riise Nors’ streg, figurer, fortælleform, farvevalg. og det der kendetegner denne genre. Derminder om og samtidig ikke minder om Line Høj Høstrups streg og story.

Men Sofie Riise Nors’ “Jeg var din muse” er en af de her udgivelser, der giver et “good punch”, når det kommer til kvinders opfattelse af mænds adfærd og tilnærmelser.

Eller i hvert fald en beskrivelse af kvinders opfattelse af sin egen situation, når mænd er en del af ligningen.

Og det kalder på respekt. Også selvom “pussy power” kan være noget særdeles anstrengende for en hvid mand over 50 år. Men måske Sofie Riise Nors’ “Jeg var din muse” kan gå hen og få en “gammel hund til at lære nye tricks”.