Har du det svært med at være et svin?

Tegneserie - Peter Kielland: ”New Age”

Vi er ude i skoven. En fugl farer gennem luften med en orm i sit næb. I reden venter en forventningsfuld og sulten unge, der hurtigt sluger ormen.

I reden ligger der flere æg. Et af dem klækker og ud kommer en dunblød unge, der straks skriger på mad. Et æg klækker mere, og nu melder den lidt ældre fugleunge sig i koret: Mere mad, mere mad.

Det er hårdt at være fuglemor. Men så “klækker” det sidste æg. Det vil sige, at ægget bliver savet åbent indefra. Og ud af ægget kommer en lille gris.

Men selvom denne nye unge ikke ligner de andre, så fodrer fuglemor naturligvis denne sære unge.

Desværre er orm ikke grisens favoritspise, og da den ikke vil spise, sparker fuglemoren den ud af reden. Med tårer i øjnene og saven i hånden sidder den lille gris for foden af træt. I halvmånens lysskær, og i selskab med nattens dyr.

I et stråtækt hus i skoven ringer vækkeuret. Klokken er fem, og det er tid at stå op. Grisefar og grisemor får deres morgenmad, og grisefar kysser grisemor farvel, og tager afsted for at arbejde i skoven.

I skoven venter ham en slank grisekvinde med sød baret. De har sex og er øjensynligt glade for hinanden. Til afsked giver grisekvinden sin elsker et lille billede af sig selv. Tidshop. Grisemanden sidder i en rullestol med et billede af en ældre griseelskerinde. Han fælder en tåre, ser på et andet billede af sin grisekone, og holder dette billede tæt. Og så bliver der stille.

Sådan begynder Peter Kiellands grafiske udgivelse “New Age” fra forlaget Fahrenheit. Det er historien om systematisk utroskab, om problemer med at være forældre, når kærligheden slår gnister eller knækker.

Og ikke mindst er det en udforskning af, hvordan den ordløse kunst kan bruges til at formidle de følelser, som er på spil, når billedet af den idealiserede familie - mor, far og to børn - krakelerer. 

“New Age” er en fantastisk skildring af et liv, hvor svig, sorg og tilgivelse er bærende kræfter.

Og den ordløse skildring er fabelagtig og virkningsfuld. Hvorfor karaktererne skal være grise, kan måske skyldes en reference til fabler som genre, men måske også til den kritiske reference til mennesket, som et svin?

Det er en stemningsmættet skildring, der måske ender som forventet, og så alligevel ikke. På den måde minder den om Morten Dyhr og Lars Hornemanns grafiske værker “Ivalu” (2019) og “Zenobia” (2016), der også tager eksistentielt fat i de ubehagelige sider af tilværelsen, uden at være fotografisk-realistisk, men netop bruger metaforer.

“New Age” er en fantastisk skildring af et menneskes tilbageblik på livet og søgen efter mening og ikke mindst tilgivelse. Uden på nogen måde at romantisere eller spille på noget melodramatisk.

Det er måske svært at se, hvem der lige skulle være læseren. Den oplagte ville være den voksne mand eller forsørger, der står balancerende på kanten af midtvejskrisen. Men her falder valget normalt på cyklen, som det foretrukne redskab for at sublimere og cykle væk fra de ting, der nager.

Men “New Age” er din tid værdig, hvis du oplever, at det er svært, eller at det har været svært at være “en gris”. Eller rettere et svin!