Skip to main content
Tegneserie

Muslimsk kvindehelt

Tegneserie - Willow Wilson & Adrian Alphona: "Ms. Marvel 1: Ikke helt almindelig"

Dagene er talte. I hvert fald de dage, hvor det kun var “kække drenge”, der fulgte med i deres favorit superheltes gerninger og kvaler.

Siden årtusindskiftet har kvinderne fået mere plads i superheltetegneserierne. Langt flere piger og unge kvinder er i dag blevet læsere af superhelte comix.

Det er selvfølgelig godt for tegneseriebranchen og dens omsætning.

Men langt vigtigere er det, at den tidligere så mandsdominerede og kønskonservative tegneserieverden har erkendt, at tegneserien som medie er fantastisk,l men også er  nødt til at reflektere køn og kultur på nye måder.

Og selvom det i verdenen uden for superheltenes ikke går helt så hurtigt, så ser det ud til at virke. 

Forlaget Fahrenheit og Faraos Cigarer følger trop med deres danske udgivelse af Ms. Marvel 1: Ikke helt almindelig.

En superheltetegneserie om en ung, muslimsk kvinde, der bare så gerne vil være superhelt, for så kan hun hjælpe med at gøre verden til et bedre sted. Især for mennesker, der lever i to verdener: I faderfigurens skygge og i hverdagens tåge af moderne problemer og stærke behov for at være sig selv. 

Kamala Khan er teenager, og vokser op i en familie, hvor faderen Abu gør sit til at praktisere muslimske værdier. Og disse værdier gør, at 16-årige Kamala ikke får lov til at komme til en fest med sine venner.

Kamala vil bare gerne være normal, eller i hvert fald slippe for at være underlagt streng overvågning. 

Men som helt normal, trodsig teenager sniger Kamala sig ud om aftenen og slutter sig til festen. Her møder hun både drenge og alkohol, altså alt det hendes far advarer hende imod. Kamala forlader festen, fordi drenge ikke forstår, hvad hun kæmper mod derhjemme. Og så kommer tågen. 

Kamala falder om. Hun tror selv, at det skyldes den slurk vodka, som hun smagte på. Men måske er det noget andet.

For i tågen dukker hendes superhelte Captain Marvel, Iron Man og Captain America op. Sammen med en masse sjove fugle og et pindsvin. Kamala kan ikke tro, hvad hun ser.

Men hvad enten Kamala kan tro synet eller ej, så vågner hun igen efter oplevelsen med de tre helte.

Fanget i en kokon, som hun bryder ud af. Forandret. Transformeret til Miss Marvel. 

Kamalas første heltegerning bliver at redde veninden Zoe fra at drukne.

Hun gør det ved at forlænge sin højre arm og forstørre sin hånd, så den kan trække veninden ud af parksøens dynd. En ny superhelt er født. Og herfra bliver problemerne ikke mindre. 

Kamala oplever i historien Ikke helt almindelig, konflikter både på hjemmefronten og på kamppladsen med fjender, der heller ikke er helt almindelige, ikke mindst den skjulte nemesis, Mr. Edison. 

Ms. Marvel 1: Ikke helt almindelig er på den ene side en helt almindelig superheltetegneserie.

Teenagere med problemer, som transformeres og får store kræfter, og oplever at skulle leve op til det store ansvar (uselvisk at hjælpe andre) og samtidig tumle med helt almindelige hverdagsproblemer i det private liv.

På den anden side er Ms. Marvel en ny måde at give unge kvinder en stemme på, så deres udfordringer og kvaler med kultur og værdier ikke forbliver tavse eller ikke-artikulerede.

Det er ikke første gang i litteraturhistorien, at dette sker.

Heller ikke i den del af litteraturhistorien, der omhandler superheltetegneserier.

Men det er alligevel et nyt blad, der bliver vendt.

Når verdens identitetsproblemer er nået til tegneseriernes sider, så er det tegn på, at der er forandringer på vej. 

Adrian Alphonas illustrationer er ikke noget nybrud, men er klart appellerende og dragende.

Der er 19 titler i denne 2014-oprindelseshistorie, og det bliver spændende at følge, hvor vel modtaget den danske comix offentlighed tager imod den helt-u-almindelige Ms. Marvel.

Det bliver hektisk med masser af krokodille, en klo-kæmpende vildbasse og en ikke-menneskelig royal familie.

Tegneserie

  • Willow Wilson & Adrian Alphona:
  • Ms. Marvel 1: Ikke helt almindelig.
  • Oversættelse: Astrid Skov-Jakobsen
  • 128 sider, hardback, 168 kr., Fahrenheit & Faraos Cigarer
Arkiv