Superhelte får comeback

Jim Starlin, George Pérez: ”Den kosmiske handske”

Det nye makkerpar Faraos Cigarer og forlaget Fahrenheit skyder 2021 i gang med med en skarp salut: Marvel superheltene kan igen læses på dansk og i et overdådigt tegneseriealbum format.

Der er fire gode grunde til, at makkerparrets største skud – ”Den kosmiske handske” - både er et pletskud og en perle. Den første grund er, at læserne får en samlet mulighed for at læse den oprindelige historie bag filmudgaven Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame fra Marvel Cinematic Universe.

Det er historien om, hvordan tre venner bliver til noget ganske andet end mennesker, og at den ene af de tre udvikler sig til noget meget større end den uundgåelige Thanos altså Adam Warlock.

Den anden grund er at det flotte albumformat “klæder” Jim Starlin og George Pérez’ stil. Den klare skildring af karakterne, og den overraskende leg med den enkelte sides udtryk. Den er ganske simpelt en visuel perle.

Den tredje grund til at Den kosmiske handske er et pletskud er den noget klare indsigt, som historien slutter med. Der er ingen tvivl om, at Thanos er universets mægtigste fjende, og hans anerkendelseshunger driver ham til at knipse halvdelen af universet bort (som i filmene).

Der er heller ingen tvivl om, at Adam Warlock er på det godes side. Men hvordan forholder “virkeligheden” sig for de to?

De ældste læsere af superhelte tegneserier ved, at Adam Warlock i 1970erne blev præsenteret som en Frelser, en Jesus Christ Superstar. Der er faktisk en “frise”, der eksplicit henviser til eller låner fra Leonardo da Vinci’s Den sidste nadver.

Stan Lee og Jack Kirby’s Adam Warlock bekæmper det kunstigt skabte Menneske-dyr, men der er ingen tvivl om, at Warlock er god. Det er noget mere usikkert, om Starlin og Pérez’ udgave er helt så god. Men det må læseren dømme. Men hold godt øje med detaljerne.

Den fjerde grund til at betragte ”Den kosmiske handske” som et pletskud er det flotte albumformat. Der ligger helt åbentyst en legitimering af superheltetegneserier som værker i dette format.

Det er på den ene side ikke udtryk for nogen autenticitet, som for mange læsere er knyttet til de gennemlæste og halvkrøllede hæfter på loftet. De hæfter var brugsgenstande, og ikke samlerobjekter.

På den anden side er det vidunderligt at kunne få hele historien i et analogt format, hvor handlingen at vende en side driver historien frem. Det er magisk, eller i hvert fald super.

Der er faktisk en femte grund til at betragte albummet som et pletskud, og fem er vel passende for en handske.

Sammen med de øvrige udgivelser fra makkerparret Faraos Cigarer og Forlaget Fahrenheit’s første salve, er der som læser al mulig grund til at håbe på opfølgende salver.

At vi får adgang til de rigtigt mange gode Marvel historier, som desværre ikke kom forbi den altid muntre, men også kritisk Marvel-Mortens (Morten Søndergaard) urimeligt skarpe redaktørhammer.

Øverste billede, The Incredible Hulk #176, 1975: Gerry Conway & Herb Trimpe.