Kærlighed i skyttegravens skygge

Tegneserie - Jean-Pierrre Gibrat:” Mattéo. Første Epoke (1914-1915)”.

Den franske tegneserieskaber Jean-Pierre Gibrat udgav i perioden 2008 til 2014 sin trilogi om den unge spanskfødte franskmand Mattéo og hans liv under Første Verdenskrig.

Gibrats fortælling om tidens blanding af naivitet og nationalisme er ført i en sikker streg, der både er intens, men på samme tid også er afdæmpet på en underfundig måde.

Vi møder den unge Mattéo i færd med at male familiens båd sammen med sin mor. Bådens betydning bliver åbenlys senere. Matteo lever sammen med sin mor. Hans anarkistisk far er død og har efterladt den unge spanier uden noget forbillede, og i en tid hvor så mange forbilleder for nationen slår på tromme og trutter i trompet, er det noget af et problem.

Matteo er som så mange andre unge forelsket. Hun hedder Juliette, og hun flirter med den alvorstunge unge mand. Men desværre er Juliette lidt mere varm på Mattéos ven Guillaume, der tilhører det højere borgerskab i landsbyen.

Og dette trekants drama er et af de bærende elementer i dette epos om den europæiske krig. Et andet element er den gryende bevidsthed om klassesamfundet. Om de privilegeredes udbytning af lavt betalte drueplukkere i marken, og deres liv på slagmarken.

Mattéos er imod den franske mobilisering og deltagelse i krigen mod tyskerne, men på trods af sine anarkistiske tanker og bevidsthed om overklassens udbytning vælger han at melde sig frivilligt under frihedsbanneret La Tricolore.

På trods af men også i protest mod den borgerlige konservatisme, som deler befolkningen i drueplukkere og vindyrkere i den lille landsby ved havet. Både Mattéos mor og farens ven Gervasio gætter men uden samtykke og støtte, at den unge delte mand vælger at tjene det patriotiske vanvid.

Mattéo kommer på en voldsom dannelsesrejse, som viser ham, at mennesket i sin naivitet er i stand til at udvise ufattelig dumhed og arrogance. Men Mattéo overlever, og kommer hjem til landsbyen, blot for at se sin værste, eller i hvert fald sin næststørste frygt realiseret: Juliette og Guillaume på forlovelseskurs.

Der er ikke så meget nyt i Gibrats første del af trilogien om det tumulte indtog til det 20. århundrede set gennem en ung mands øjne. Gibrat er ikke nogen Hugo Pratt, og Mattéo er ikke nogen Corto Maltese.

Men alligevel er der et eller andet.

Ikke noget afrikansk kontinent, eller Stillehav, eller eksotiske kvinder, eller pirater. Men noget er der. Måske det har noget med havet og bådens betydning at gøre. Måske har det noget at gøre med krigskonflikters betydning for en ung mand. Måske.

Det tegner ikke til, at Gibrats trilogi om Mattéo kommer til at overraske på nogen overbevisende måde. Derfor er det trist, at Fahrenheit ikke udgiver hele trilogien som et stort samlet epos. Men i stedet venter og udsender det drypvis. I modsætning til Jason Lutes “Berlin”, eller Max Fridman og Vittorio Giardinos “Ungarsk Rapsodi. Porten til orientens”, som begge også handler om krig.

Og de gør sig rigtigt godt på hylden med grafiske pragtstykker. På den anden side giver beslutningen sig selv. Og vi må vente på næste epoke til at se, hvad der sker med den landflygtige Mattéo.