Skip to main content
Tegneserie

Kæderygende helt kæmper videre 

Tegneserie - Casper Sand: ”Infection Vol. 2”

Vores antihelt Dave Blame ryger lige som sidst. Det er han nødt til, for ellers vågner den parasit som gemmer sig i hans lunger. Men Dave slapper af. Velfortjent ovenpå kampen med Global Waste Eliten i første nummer af tegneren Casper Sands Infection-serie. 

Dette album “En mand eller en hær” er nummer to i rækken, og Blame slapper af sammen med piraterne Jane Diamond og Short John Dimond ombord på piraternes hangarskib “Ms Camouflage”.

Men roen bliver forstyrret på hårdhændet vis af Global Waste Eliten, der overrasker vores lille trio. 

Selvom det ser ud til, at Eliten under ledelse af iltre Hans Feuer har overtaget, så lykkes det Dave og Jane at flygte sammen med skibskokken Justine.

Eller, flygte og flygte.

Global Waste Eliten har bundet de tre sammen med en svær jernkæde, og deres flugt skyldes en eksplosion, som sender dem ned i havets bølger og dyb. Men de bliver reddet af den tæmmede blæksprutte, som Dave fik følge af i første album. 

Mens Dave og piratvennerne kæmper for at holde sig i live, kan denne verdens nyheder, Klodens Status, informere om magthavernes kamp mod den grønne pest ikke er tabt, selvom 47% af klodens befolkning er fortabt.

Og studieværten Anton Bobæk kan runde nyhederne af med ordene: … så længe Global Waste kæmper for vores helbred, er vi i sikre hænder! De ord flyder ud af æteren til en familie af zombier, der er smeltet i sofaen derhjemme foran tv-apparatet. 

Tilbage til Dave, Jane og Justine der stadig er kædet sammen på åbent hav.

Men nu er der håb. En lille kampberedt flåde nærmer sig, og trioen bliver samlet op. De er nu i selskab med og under beskyttelse af kommandør Neon og hans cyberslæng: Neons Soldiers of Fortune.

Slængets læge og første mekaniker hjælper Dave med sit røgproblem, ved at konstruere et ikke særlig subtilt røgudstyr. Denne backpack pumper ilt og røg ind i Daves inficerede lunger.

Selvom Dave ikke er særligt begejstret for løsningen, så er hans problem med parasitten i hvert fald løst for en tid. Og så kommer backpacken med en særdeles effektiv flammekaster. 

Casper Sand giver den stadig fuld manga-hammer med sin “En mand eller en hær”. Der er nye kulørte karakterer, og Global Waste Eliten puster Blame og sammensvorne lige i nakken.

Men nu er jagtlykken vendt. Hvem ved?

Det eneste vi ved er, at Sand har Vol. 3 (Revnen i muren) og Vol. 4 (Varm Kold Krig) i pipelinen.  

Det er stadig sjovt. Kendere af både manga-genren og det populærkulturelle univers bliver måske ikke så overraskede.

Men det er dansk manga og morsomt absurd. Det giver mindelser om Gøg & Gokke på speed i en krigszone med en ubehagelig alien. 

Det er comix for alle skillingerne. Hold flammekasteren tør og kroppen indenbords. For der venter os en revne, som sikkert skal smadres åben.  

Tegneserie

  • Casper Sand:
  • ”Infection Vol. 2 - En mand eller en hær”
  • 65 sider, paperback, 140 kr., Global Waste Publishing & Casper Sand

 

Arkiv