Tæt på Tintins skaber

Tegneserie

José-Louis Bocquet, Jean-Luc Fromental, Stanislas Barthélémy: “Herges oplevelser”.

Forlaget Cobolt har gennem oversætterne Paw Krogsbæk Mathiasen og Carsten Søndergaard sikret, at danske tegneserielæsere får mulighed for at komme tættere på Tintins skaber.

Netop gennem en tegneserie. Den nye udgivelse har noget mere materiale med end den danske 2005-udgivelse fra forlaget Fahrenheit.

Det er tegneserieskaberne José-Louis Bocquet, Jean-Luc Fromental og Stanislas Barthélémy, der helt tilbage i 1991 lavede første version af albummet.

Albummet “Hergés oplevelser” er 19 nedslag i Hergés historie fra 1914 til den sidste flyrejse i 1983. Det er ikke en medrivende historie, og det skal, det heller ikke være, for Hergé liv og historie er ikke Tintins.

Men selvom den ikke er medrivende, er den så alligevel fortalt med både alvor og lune. Alvoren repræsenteret ved kontroverserne om og fængslingerne af Hergé efter Anden Verdenskrig.

Lunen repræsenteret ved skrædderen Van Royes fejl, da han lovsynger Hergés potentiale til Léon, som han tror er Alexis, Hergés far. Virkelighedens Dupond og Dupont.

“Hergés oplevelser” har de store ting med. Uklarheden om Georges Remi’s familiære ophav. Hergés kvaler med kærligheden. Den mentale nedtur.

Inspirationen til troperne i Tintin eventyrerne. Relationen til tegneserieskaberne på Studio Hergé René Goscinny, Bob de Moor, Edgar Pierre Jeacobs og Raymond Leblanc.

“Hergés oplevelser” har selvfølgelig samme indercover som Tintin albummene. Vægge fra Møllenborg med billeder af “hele familien”.

Og så er der vidunderligt ekstramateriale: Insights om Hergés ven/bekendtskabskreds, skitser til forsider, skabeloner til små figurbokse. Og ikke mindst en omfattende bibliografi over kilderne, der har informeret skabernes arbejdet.

Den britiske Tintin-ekspert Michael Farr har i sin bog “The Adventures of Hergé. Creator of Tintin” (2007) listet en række nøgletidspunkter i Hergés liv, og der er altså ikke krystalklar sammenhæng mellem de valgte nedslag i “Hergés oplevelser” og Farrs liste.

Men der er ingen grund til at tvivle på, at det historiske materiale i Bocquet, Fromental og Barthélémys fortolkning er tæt på sandheden. Det er også sikkert, at detaljeringsgraden ikke er den samme som i Benoît Peters “Hergé. Son of Tintin” (2002) eller Pierre Assoulines “Hergé. The Man Who Created Tintin” (2009). To biografier. Ikke tegneserier.

Det giver meget mening i disse autobiografiske tegnede tider, at Hergé får sin egen tegneserie.

Men i forhold til at komme tæt på Hergé er Anders Østergaards film “Tintin og mig” (2004) en mere levende kilde. Filmen bygger på den franske forfatter og instruktør Numa Sadouls helt unikke interview med Hergé i 1975.

“Hergés oplevelser” er ikke stor tegneseriekunst, men det er en vigtig udgivelse.

Vigtig, fordi historien om Hergé og den skaberkraft, han stod i spidsen for, både fortjener at blive ført videre til næste generation, men også fejret.

Som kreativ person i historien, har Hergé vist (dog ikke alene hvis vi tænker på Rénald Luzier fra Charlie Hebdo og “Muhammed tegningerne”), at tegneserier ikke er noget ufarligt kulturelt fænomen.

For Tintin fans er Cobolt udgvielsen et must. Som gave til fødselsdag eller jul, eller andre begavede højtider. Eller simpelthen for at gøre samlingen af Tintin-udgivelser mere komplet.