Civilisationens skavanker

Yuval Noa Harari: ”Sapiens: Civilisationens søjler”.

Forlaget Lindhardt & Ringhof udgiver i 2021 andet bind af David Vandermeulen og Daniel Casanaves grafiske oversættelse af historiker Yuval Noah Hararis storværk “Sapiens”.

Dette andet bind bærer titlen “Civilisationens søjler” og tager os med på nok en rejse gennem menneskers udvikling. Denne gang med særligt fokus på kultur og samfund.

Vandermeulen og Casanave tager os med på fire stop på Hararis rejse sammen med niecen Zoe og biologiprofessor Saraswati.

De fire stop bærer navnene “Afgrødernes rædsel” (eller hvordan hveden slavebandt mennesket og gjorde jægere til bønder og bisiddere), “Myters magt” (eller hvordan sandheden bag de demokratiske nationer ikke helt er sande), “Ind i labyrinten” (eller hvordan civilisation kræver bureaukrati og vildfarelser) og endelig “Doktor Fiktions kabinet” (eller hvordan menneskers frihed kræver en delikat balance mellem fortryllelse og lidelse).

Det er en særdeles spændende grafisk rejse at komme på. Og selvom tonen bliver mere og mere spændt (mennesket har måske overvundet sig selv), så er der masser af munterheder og sidefigurer.

Stenalderparret Bill og Cindy er nok engang med for at illustrere, hvordan de første civiliserede mennesker ikke havde megen forståelse for fairness.

I denne del af Sapiens udviklingshistorie er Doktor Fiktion en central figur. Doktor Fiktion er god til at forklare, hvordan samfund kan hænge sammen.

Det sker gennem myter eller fortællinger, som mennesker tager for selvindlysende, og som kan forklare de større sammenhænge i livet og ikke mindst forklare spørgsmålet om oprindelse.

For Doktor Fiktion vokser menneskers myterne for alvor, da kodesystemet “skriftsprog” bliver udviklet. Hararis pointe er, at med skriftsproget voksede bureaukratiet frem og dermed en ny form for hierarki.

Det er en interessant pointe, at professor Saraswati tager de amerikanske staters grundlæggende fædre i skole for at få dem til at forstå, at selvom intentionen var god, så var der meget usandt i Konstitutionen.

Civilisationens søjler har et muntert indslag om de fremvoksende bureaukratier, som næsten er på højde med René Goscinny og Albert Uderzo beskrivelse af det romerske bureaukrati i tegneserien om Asterix og Obelix. Selvfølgelig var Goscinny og Uderzo inspireret af Franz Kafka, og derfor gæsteoptræde Franz K da også i Hararis rusken i civilisationens søjler.

Det er en meget stor styrke i den grafiske udgave af Hararis historiske værker om mennesket - Sapiens - så læseren oplever at lære noget, at se nogle sammenhænge, der lidt går imod tidens trend til at sprogliggøre alt.

Hararis pointe er, at sprog betyder forfærdeligt meget, fordi det regulerer, hvad vi både gør for og ved hinanden, men også fordi sprog former vores forestillinger om, hvordan virkeligheden kan være.

Den meget fornemme balance ved Hararis tilgang er, at han på intet tidspunkt lader naturvidenskab og sprogvidenskab (i både den humanistiske og sociologisk version) stå som hinandens modsætninger. Tidens dominerende stemme - social konstruktivismen - gør alt til sprog, og for mange bliver blinde for sammenhængen mellem f. eks. biologi, menneske, samfund og kultur og bortskriver dem.

“Civilisationens søjler” ender som første bog “Menneskehedens fødsel” med mødet med politibetjent Selena Lopez. Den kritiske stemme i en civiliseret og ordentlig verden, der ikke har tiltro til mennesket, og i første omgang anklagede homo sapiens for at voldvride vores planet og være menneskets egen værste fjende.

Nu er Hararis ærinde, heller ikke i denne grafiske oversættelse, at fortælle en historie, og derved gøre sig skyldig i mytedannelse.

Men Harari søger at tematisere nogle udfordringer. En af disse udfordringer er kønshierarkiet.

Og netop denne problematik får Harari beskrevet med Casanaves hjælp på formidabel vis. Uden at etablere fjendebilleder, eller forherlige nogen part.

Daniel Casanaves streg ligger måske ikke i toppen af, hvad grafiske kunstnere og tegneserietegnere kan præstere.

Men stregen, udnyttelsen af siden, og variationen mellem de forskellige grafiske dele gør, at fokus er på sagen. Ikke på formen. Og det er ikke så ringe endda. Og slet ikke under juletræet til videnshungrende teenagere.