Forklædt som forklædt

Tegneserie - StineStregen: ”Forklædt som voksen”

I 1970erne skrev den amerikanske antropolog Margaret Mead bogen “Kultur og engagement: Et studie i generationskløften”.

Mead var interesseret i at forstå, hvordan voksne og unge på en gang forsøgte at mødes for at skabe et bedre samfund, men netop fordi deres “figurationer”, deres orientering mod rollemodeller og erfaringsform, var forskellige, netop havde de svært med at mødes.

Mead gjorde den iagttagelse, at forbilledet for den kommende generation, dem der blev født fra sidst i 1970erne og frem, ville være spædbarnet. Det ville være en rollemodel, der var uberørt, uden faste overbevisninger, med en naturlig nysgerrighed, og et potentiale for at vokse.

Gads forlag har netop udgivet tegneserieskaber StineStregens samling af “Lykken er” illustrationer i det grafiske værk “Forklædt som voksen”.

Den ekkoer kraftigt af det, Margaret Mead beskrev tilbage i 1970erne. På den måde er der måske ikke skete så meget i forhold til det at være på grænsen mellem ung og voksen. På den anden side illustrerer “Forklædt som voksen” noget mere.

StineStregen tegner et billedet af en ung kvinde, der har problemer med alt. Den unge kvinde ligner et barn, men er godt klar over, at barnagtigheden skal overstås for at komme videre. Og alligevel er det ikke let sådan bare at “komme videre” med livet.

StineStregen er både selvironisk, men formår samtidig at illustrere, at selviagttagelsen - ikke mindst den der sker gennem medier - for den nye generation af næsten-voksne har så stor styrke, at det er en kraftanstrengelse at vriste sig fri af den.

Den tyske kulturforsker Thomas Ziehe har med sit arbejde vist, at vejen frem mod at blive voksen sker gennem stigende grad af decentrering: Det handler ikke om mig, og kikkerten snarere end spejlet (og smartphonen) er dannelsesredskabet.

StineStregens næsten-voksne kvinde viser, at det er meget svært at have fokus på andre, når følelser, og “hvordan har jeg det med mig selv”, fylder så meget i tilværelsen.

Og så er det interessant, at StineStregens næsten-voksne kvinde ikke har blik for fremtiden. Margaret Meads unge generation fra 1970erne havde et blik for fremtiden, og for fællesskabet. En utopi.

Et sådan blik er der ikke at spore i StingeStregens grafiske vandring sammen med den næsten-voksne kvinde. Og det til trods for, at der både er mulige kærester og forestillinger om andre livssituationer at spore i stregerne. Men der er ingen forestillinger om fællesskabet.

Det er relativt let at betragte StineStregens grafiske skildring af den næsten-voksne kvinde som en refleksion over tilstanden at være midtimellem. Der er noget dejligt uhøjtideligt over skildringen af øjeblikke i et næsten-voksent liv.

Men der er samtidigt noget trist over det. Farverne og “tonen” indikerer en tristesse: Det er ikke sjovt at være midtimellem, og de rigtigt voksne kan ligesom ikke rigtigt hjælpe.

På de sidste sider i “Forklædt som voksen” har StineStregen valgt en sjov kontrast. På den ene side en “Lykken er … veninder med konfettikanoner, når man allermindst venter det”. Altså et positiv mode.

 På den anden og sidste side sidder vores næsten-voksne kvinde stadig med et spejl for nok igen at vise: Spejlet holder os fast i den her tilstand af at være “næsten”. Det kan godt være, at det skyldes denne anmelders generationstilhørsforhold og erfaring. Men det er, undskyld udtrykket, fanneme trist.

Hvis StineStregens næsten-voksne kvinder er udtryk for en generations emotionelle tilstand (men netop ikke intellektuelle tilstand), så giver det mening, at vi har et samfund med mange unge med depressioner, lavt selvværd, og en talstærk stand af psykologer.

Måske StineStregens streg og nedtonede farver er budskabet: Skru ned for selviagttagelsen. Hvis det ikke er det, så er det trist.

På den anden side giver det måske sig selv. Målgruppen er 15+, og en stor del af den målgruppe har netop brug for spejlet! Samtidig er der en stemme, der runger i baggrunden: Så voks dog for h…… op!