Skip to main content
Tegneserie

Asterix retro magi

Tegneserie - René Goscinny & Albert Uderzo: “Asterix - Den Gyldne Bautasten”

Hvor meget trylledrik kan vi blive ved med at hente fra druiden Miraculix’ gryde (som Obelix faldt i som barn)? I hvert fald et par dunke mere. Forlaget Cobolt har udgivet en historie fra galler-skaberne René Goscinny og Albert Uderzos hemmelige arkiver.

“Den gyldne bautasten” blev udgivet på fransk i 1967. som lydbog med tilhørende hæfte. Det bliver ikke meget mere retro i en tid, hvor podcast-formatet har tilkæmpet sig prominent plads i det digitale mediebilledet.

“Den Gyldne Bautasten” er en fornøjelig perle. Ikke bare at bladre igennem siderne og blive mindet om, at tegneserier en gang var interaktive på en meget lavpraktisk måde.

Men også en fornøjelse at lytte til det hørespil, som albummets QR kode giver adgang til. Der er dog en udfordring, som kræver lidt sproglig trylledrik: Hørespillet er på fransk.

Men for kendere af Asterix hørespillene er det næsten som at genhøre stemmerne fra Stig Hoffmeyer, Ove Sprogø, Nis Bank-Mikkelsen og alle de andre danske “dubbere”.

Vi befinder os i Gallien, 50 år før Kristi fødsel, hvor den lille landsby af gæve gallere holder stand mod den romerske besættelsesmagt. Men det er en særlig tid på året for gallerne, for det er tid for det galliske bardegrand prix.

Og landsbyens barde Trubadurix øver. For Trubadurix vil vinde grand prix prisen: Den Gyldne Bautasten. Kender af Asterix tegneserierne ved, at Trubadurix’ talent ikke stemmer helt overens med den selvtillid, som super-troubaduren tilskriver sig selv.

Selvom stammens toneangivende stemmer ikke helt tror på Trubadurix’ muligheder for at vinde, så er gallerne solidariske og støtter bardens ønske om at deltage i begivenheden. Og de drager afsted.

I den romerske garnison Solarium keder general Osseliponstus sig så gudsjammerligt. Generalen savner kultur, og fra sit priviligerede leje øjner han ikke megen kultur blandt garnisonens soldater.

Men da han hører, at der skal afholdes barde grandprix beordrer han sin centurion at bringe ham den bedste barde, så barden kan lindre hans kulturelle hunger.

Herfra er det tjubang, lussinger og skræmte romere, som vi er vant til i Asterix og Obelix’ selskab. Og det hele ender, som altid, med, at stammen samles til fest for at fejre nok en sejr over romerne, og en tvetydig anerkendelse af Trubadurix’ talent.

Tegneseriekendere er helt med på, at Asterix og gallerene er de europæiske superhelte, og at de stadig holder stand mod den amerikanske strøm af kostume- og kappeklædte transatlantiske overmennesker er en bedrift i sig selv.

Men det er mere nostalgi end samtidighed.

“Den Gyldne Bautasten” vender blikket mod en tid, som har været. Det har nu en værdi i sig selv. Også for samlere.

Men spørgsmålet er: Får vi en dansk version af hørespillet? Det er nok tvivlsomt, og dog.

Troldspejls-druiden Jakob Stegelmann fik for nogle år siden samlet en række danske skuespillere til at dubbe en retro hørespilsversion af Star Wars filmen “Kraften vækkes”.

Så måske.

Tegneserie

  • René Goscinny & Albert Uderzo:
  • “Asterix - Den Gyldne Bautasten”
  • 48 sider, hardback, 199 kr., Forlaget Cobolt.

.
Arkiv