Roman - Keld Conradsen: ”Trampemarchen”
Keld Conradsen modtog sidste år DR’s Romanpris for sin roman, ”Byen og Havet”. I år bliver Nordslesvig og hans egen slægtshistorie inddraget i en velskrevet mangefacetteret roman - ”Trampemarchen”. Romanens tid er de voldsomt urolige og tragiske år efter afslutningen af 1. Verdenskrig frem til 1949.
Det er både en historisk roman, en slægtsroman og en kærlighedsroman. Der er en alvidende jeg-fortæller, som suverænt styrer tekstens persongalleri, dens steder og dens tider.
På en overbevisende og anskuelig måde sammenfletter fortælleren den store historie og de enkelte individers historier.
Egentlig gebærder fortælleren sig lidt a la fortælleren i den pikareske roman med indskud, direkte kommentarer til det fortalte og et frit forhold til hændelsernes kronologi.
Beretningen har tre hovedkapitler: en prolog, hvori dens personer og temaer præsenteres. I den midterste del udfoldes hovedhistorien, og i epilogen rundes fortællingen af.
Romanen er rig på historisk-dokumentarisk stof og har et rigt persongalleri bestående af periodens vigtige historiske protagonister og et virvar af fortællerens onkler, tanter, fætre og kusiner.
De grupperer sig omkring beretningens hovedpersoner: læreren onkel Rudolf og hans kone tante Cecilie, Ståljosef og dennes kæreste Emma.
De repræsenterer mellemkrigstidens mest radikale politiske ideologier. De to førstnævnte – især onkel Rudolf – er tysksindet og tilslutter sig helt nazismen og Hitler.
Havnearbejderen og den af kvinder eftertragtede Ståljosef og sygeplejersken Emma står på den modsatte fløj som henholdsvis kommunist og anarkist. Gennem familiens dramatiske livshistorier føres læseren gennem en blodig og tragisk periode i Europa. Familien var ikke udenforstående, men midt i begivenhedernes gang.
Romanen er ikke bare en roman om sociale, politiske og nationale konflikter, den er også en kærlighedsroman, der beretter om en del forskellige måder, hvorpå kærlighed og erotik kan realiseres.
Især én kærlighedshistorie står meget stærkt. Det er kærligheden mellem Ståljosef og Emma. Hvordan den forløber skal ikke røbes her, men det er en stærk, gribende og bevægende historie.
Med ”Trampemarchen” har Keld Conradsen skabt en meget fin og vigtig saga om mellemkrigstidens og krigstidens Nordslesvig.
Det er vigtigt for vores historiske og kulturelle erindring, at også de nationale spændinger i Nordslesvig får stemme i litteraturen. Den del af vores historie har ellers ikke nydt megen litterær bevågenhed. Gynther Hansen, Hanne Reintoft og Anna Elisabeth Jensen har dog leveret romaner med samme tematik.
Det er lykkedes for Keld Conradsen at skabe en helstøbt og levende fortalt krønike, hvor de små historier væves fint og organisk sammen med den store historie.
Især den aktive jeg-fortæller reducerer distancen til den ”fjerne” fortid og skaber det nærvær, som kendetegner en god historisk roman.
En historisk roman er kun interessant, hvis den rummer et spejlpunkt, hvori fortid og nutid kan mødes. Det sker her i denne roman: opbrud, krige, radikalisering af politisk tænkning og ny-nationalisme er ved at slukke det håb for en åben, mangfoldig og fredelig verden, der blev åbnet for med Berlin-murens fald.
Det gode ved gode historiske romaner er også, at de i kraft af deres æstetiske gestaltning kan levendegøre historien gennem f.eks. romanpersoners udfoldelser.
Men det kræver, at det historiske stof så vidt muligt er organisk forbundet med personer og handling i det enkelte værk. I modsat fald sker der det, at det historiske stof opleves som løsrevet fra fiktionen, og det ødelægger dens dynamik og reducerer den til historieundervisning.
Et par enkelte steder i ”Trampemarchen” – og heldigvis kun et par enkelte steder – selvstændiggør de dokumentariske elementer sig fra det, der ellers fortælles. Men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en meget læsværdig roman, som for undertegnede godt kunne være i familie med Hans Scherfigs ”Frydenholm” fra 1962.
Hertil bidrager også Kærlighedshistorien mellem Emma og Ståljosef. Æstetisk er den overbevisende og stærk: ikke en masse lyrisk og romantisk farvede metaforer omkring kærlighed og erotik.
Stilistisk enkelhed gør derimod historien desto smukkere og meget mere gribende i fremstillingen af parrets indbyrdes stærke følelser, som rummer uendelig stor lykke og uendelig megen smerte.
Bogen har for undertegnede budt på glæde og fornøjelse.
Roman
- Keld Conradsen:
- ”Trampemarchen”
- Lydbog indlæst af Bent Otto Hansen
- 311 sider, kr. 299,95, Modtryk