Tegnet - Orsi Kolonics: “Aalborg”
Grafiske udgivelser kommer i mange former. En af disse former er postkortet.
Postkort har sin helt egen kulturhistorie, som blev grundlagt af masseturismen. Postkortet er et momento, der deles for at fortælle: Jeg var her!
Idag er postkortet sammen med julekortet transformeret til en sjældenhed. Men sjældenheder er en kærkommen ting.
Den ungarske grafiker Orsi Kolonics var så venlig at dele sin seneste udgivelse med redaktionen. Samlingen af de 30 “postkort” hedder “Aalborg”.
For en lokalfødt, som denne anmelder, er alle de grafiske snapshots velkendte.
Vi starter ved Aalborgtårnet med vue ud over Aalborg centrum. Vi kigger ned.
Med næste kort kigger vi op mod det gamle vartegn. Så bevæger vi os ud på Kong Christians Allé og kigger på Kunsten.
Kolonics “Aalborg” er en grafisk byvandring. Stregen er stilsikker med mange præcise detaljer.
De enkelte kort præsenterer ikke megen bevægelse.
Menneskeløse, uden farve. Kun ting og steder. Præcist som et postkort skal have.
Hvis postkort skal have noget budskab ud over at markere, at “her var jeg”, så er det netop den stille iagttagelse.
En påmindelse om de ting, som både synligt, men også ubemærket omgiver os.
Er ramme for vores hverdag. Del af dagligdagens kulisse. Men samtidig også stoppesteder for en forjaget bevidsthed.
Modsat de farverige og industrifabrikerede postkort, som findes alle steder, der lever af turisme, så er Kolonics “Aalborg” hverken prangende, eller udtryk for bybranding på steroider.
“Aalborg” er et personligt udtryk, som stille hvisker til betragteren: Her går jeg, sagte, men med årvågent blik.
Info
- Orsi Kolonics: “Aalborg”
- Postkort bóg, 30 kort, 179 kr, SPITZEN Publish.