- Der har været 7-8000 gæster i løbet af de tre dage, sagde festivalformand Per Lyngby, da han lukkede og slukkede for dette års Ordkraft-festival.
Og tilføjer, at det er et ganske forsigtigt skøn. Den endelig optælling er først klar om nogle dage.
- Årets festival har lært os, at Ordkraft stadig har sin berettigelse efter nogle år med covid-19. Mange af gæsterne har savnet festivalen. Det at komme tæt på forfatterne, det er altså fascinerende. Det er læring og det er livs-visdom, forklarer formanden.
Dette års festival var uden et egentligt, trykt katalog.
- Kataloget er tungt at producere og dyrt. Og så er der en masse ændringer, som kræver rettelsesblade, siger han som forklaring på, at der ikke kom katalog i år.
Men han lover også, at man i bestyrelsen vil evaluere det og overveje, hvordan man fremover laver den bedste oversigt til gæsterne.
Ordkraft i 2023 har fået en dato: 13. til 15. april næste år.