Skip to main content
Ordkraft

Ordkraft 2021 bliver en stribe oplevelsespakker

Ordkraft er jo noget med at gå fra arrangement til arrangement. At opsøge ens yndlingsforfattere. Ja i det hele taget at shoppe rundt i litteraturens verden og møde ordenes mestre.

Men med en pandemi i omløb kan det slet ikke lade sig gøre i øjeblikket. Onsdag sættes billetterne til dette års Ordkraft til salg, og i modsætning til tidligere, så bliver det med en stribe faste forestillinger - som der skal købes separat billet til.

Så når der er Ordkraft 18. september - i år som en éndags-festival - bliver det med en stribe medleys af halvanden til 2½ times varighed, hvor man så kan møde 3-5 forfattere.

På programmet er blandt andre Sara Blædel, Jesper Stein, Carsten Jensen, Mich Vraa, Helle Helle, Jens Smærup Sørensen, Jesper Wung-Sung og Rasmus Tantholdt.

Men der er også musik blandet ind i det. Rapper Jonny Hefty og jazzmusiker Kenneth Dahl Knudsen blander sig i skøn forening i de enkelte oplevelsespakker.

- Vi måtte aflyse festivalen i 2020 og igen i foråret 2021. Så meget desto mere glædeligt er det, at vi nu endelig kan invitere publikum indenfor til ord, litteratur og musik,” siger festivalformand Per Lyngby. ”Vi har et stærkt og varieret program, og vi har mere på vej, når Ordkraft igen bliver en tredagesfestival, som planlægges til 7., 8. og 9. april 2022.”
Billetter sælges fra Ordkrafts hjemmeside. Klik blot på dette link.

Arkiv