Sporten kort

Tonny Vorm: ”Om cykling”

Andreas Haahr Rasmussen: ”Om tennis”

Asger Hedegaard Boye: ”Om fodbold”

Sport er overalt i det moderne mediebillede. Nyheder om sportens store navne trækker endda overskrifter i seriøse aviser. Når Messi skifter klub, Caroline Wozniacki bliver mor, eller en dansker vinder en plads på podiet i tour’en, er Danmark på den anden ende.

Med et blik udefra er det faktisk mærkeligt, at der i aviserne og på TV er særlige sider eller programflader reserveret til sport. Hvorfor er det så vigtigt?

Svaret er, at det interesserer folk, og så kan man undre sig videre: Hvad er det, der gør, at sportsgrene som cykling, fodbold og tennis er blevet globale investeringsobjekter?

Der købes hold og transmitteres i timevis. Sponsorerne skal eksponeres, præmiepengene vokser, og de kendteste kändisser er nyrige sportshelte.

Det er sportens rolle i samfundet og sportens muligheder for at engagere, der har fået Gads forlag til at udsende tre små bøger om tennis, cykling og fodbold.

De følger samme rutine (Kapitler om, hvad sporten kan, hvordan det hele begyndte, hvor vi står nu og hvad vi kan forvente os vil komme), og har samme formål: at beskrive den pågældende sport som fænomen.

Cykling

Bogen om cykling er af Tonny Vorm. Han tager udgangspunkt i arbejderklassens begyndende mobilitet i slutningen af 1800-tallet. Cyklen blev hvermandseje og symbol på frihed.

Historien fortæller om, hvordan den ret enkle konkurrence om at køre hurtigst udviklede sine former: Endagsløb (de såkaldte klassikere), etapeløb, tidskørsler.

I begyndelsen var arrangørerne sportsaviser, og de satte længe en stor ære i at undgå, at ryttere hjalp hinanden. Man skulle fortjene sin sejr. Der er eksempler på, at ryttere i tour de France, der brækkede forgaflen, selv måtte smede den, før de kunne køre forsinket videre.

Heltene blev feterede, og presset var stort. Doping af meget forskellig art florerede i alle epoker. Rivaler og myter om deres bedrifter spiller stadigvæk en kæmperolle. Særligt i cykling er båndet mellem fans og udøvere tæt, for tilskuerne kommer jo ikke som betalende gæster til en arena. Tværtimod foregår sporten ude hos folket med demokratisk adgang.

Problemet lige nu er de ukontrollerede pengestrømme, der kan forvride konkurrencerne, fordi rige sponsorer kan plukke de bedste. Vorm foreslår lønlofter. 

Tennis

I tennis-bindet er det kommentatoren Andreas Haahr Rasmussen. Hans historiske vue fremhæver de legende sider af aktiviteten, den enkle udfordring, som tidligt førte næsten total ligestilling mellem kønnene med sig.

Der var længe udelukkelse af f.eks. homoseksuelle tennisspillere og minoriteter, men i vore dage er sporten ikke kun hvid længere, hverken dragterne eller udøverne.

Snarere er tennis den første globaliserede sportsgren med ufattelige præmiesummer og en forbavsende stabil tilskuerinteresse.

Der er noget gentleman-agtigt over det mærkelige pointsystem og den koreograferede duel, både i den enkelte kamp og i epokernes gigantmøder.

Regelsættet er blevet tilpasset løbende, men modstræbende, og det er stadig svært at få de ordnede forhold på sendefladen til at harmonere med det principielt uforudsigelige forløb.

En tenniskamp kan være ovre på 18 minutter, men i nogle tilfælde tager et enkelt parti samme mængde tid. Store stævner plages stadig af udsættelser af kampe, som går over flere dage og i sidste ende kan få femte sæts cifre op i 70-68.

Med Rasmussen får man en læseroplevelse. Teksten er i flow, både når det gælder om at trænge ind i tennisverdenens mysterier, og når han til sidst overværer de såkaldte NextGen-finaler med forkortede kampe, hørebøffer med coach-hjælp undervejs og muzak til tilskuerne.

Et citat, der tilskrives Aristofanes fra ca. 400 år før Kristus, skal illustrere Rasmussens ubehag ved nydannelserne.

Hvorfor lave det spil om, der har fungeret så godt for ham selv? Hvor meget kan man ændre uden at miste spillets sjæl?

Overvejelserne er gode nok, men citatet er et af de mange falske, der cirkulerer på internettet uden belæg.

Fodbold

Endelig står Asger Hedegaard Boye for fodbold-bindet. Også han er på nostalgisk tur, dels i den fælles historie, dels i sin egen.

Boyes drengehold blev Blackburn Rovers. Hans beretning om, hvordan det gik til, og hvordan det var at have et specielt hold, som ingen andre holdt med, er fremragende.

Han når så vidt, at han i sine undersøgelser er på nippet til at punktere sine egne erindringer. Kan det passe, at han så dem første gang på det sted, han husker, han så dem, og at de vandt 7-1 over Norwich?

Boye skaffer sig et bånd fra DR’s arkiv for at tjekke, men ender med at levere det uset tilbage. Erindringen er rigtig, uanset om den er sand, men han vil ikke tvinge sig selv til at vælge.

I den fælles historie lægges der vægt på tre forhold. For det første, hvor lang tid det tog at finde en regelafklaring. Dels har europæere nærmest altid spillet bold, dels var de engelske kostskoler og klubber længe uenige. England var først, også med det nationale forbund FA, og derfor har landet stadig fordele, selv i det internationale system.

Det næste forhold er pengene. Englands professionalisering af boldspillet begyndte allerede i 1880’erne som en slags arbejderklasseopgør med dem, der havde råd til at spille i fritiden, fordi de overhovedet havde fri. Penge er ikke nye i fodbolden.

Og endelig har der i de etablerede fodboldforbund været udtalt og organiseret modstand mod at lade kvinder og minoriteter komme til. I vore dage spænder forbundene sig for alle de gode sager, de kan finde, men det er ret nyt.

Der ligger også konflikter. Først og fremmest milliardbusiness over for politik, som vi ser det i sagen om det kommende verdensmesterskab i Qatar, men også det indbyggede paradoks, at et udtalt holdspil som fodbold for tiden er ret truet af de mest efterspurgte stjerners forfølgelse af egne mål.   

3 i en

Samlet set er satsningen indfriet. Bøgerne er indbydende, lette at læse, fængende skrevet og tilstrækkeligt problembevidste.

De tre forfattere har alle skrevet om deres lidenskab for sport tidligere, så de skriver godt og velinformeret, kender hele mytologien og spænder beskrivelsen godt ud i tid og i stadig penduleren mellem det mindste og det største.

Der er en fælles bagside, som er svær at komme udenom: Nørderiet, det store engagement og den indforståethed og det name-dropperi, der næsten uundgåeligt følger deraf.

Gads satsning følger i hælene på en international trend. De intellektuelle har forladt tidligere tiders kritik og afstandtagen fra sport.

Både personligt, fordi de har forenet livslang kærlighed til en sportsgren med akademiske vinkler, og samfundsmæssigt, hvor sportens rolle og betydning i den bredere kultur er steget.

At forstå sport kan for nogle være en vej til at finde sig selv, og at forstå sport kan også stille en vinkel til rådighed for beskrivelse af den samlede kultur og dens dilemmaer.

De tre bøger viser os de tre vigtigste sportsgrene fra industrialiseringens og vitalismens store periode. Cykling, tennis og fodbold er stadig voldsomt populære og kapitalstærke sportsgrene.

Bøgerne om dem tager de første skridt til en egentlig forståelse af sportens kulturelle og samfundsmæssige rolle og fungerer derfor fint som appetitvækkende indføringer. Det vil blive svært at finde lige så vigtige sportsgrene og lige så gode skribenter, hvis serien tænkes at skulle fortsætte.

Samlet bliver det til 5 stjerner, men guld, sølv og bronze hos denne læser fordeles på tennis, fodbold og cykling i den rækkefølge.