På bordet, på scenen, mellem moderator Charlotte Rørth og forfatteren Kirsten Thorup, står sidstnævntes seneste roman ”Mørket bag dig” (2024) – en selvstændig fortsættelse af ”Indtil vanvid, indtil døden” (2020).
- Når jeg kigger på Harriet – ja, så handler det jo også om de svære valg i vores liv. Det er nemmere at se, hvad man skulle have gjort – nemmere end, når man står midt i det, siger forfatter Kirsten Thorup.
I begge bøger følger vi Harriet, en køn, slank overklassepige fra det københavnske. I forhold til sin tid frigjort, emanciperet og kropsbevidst. Hun bliver forelsket og får to drenge med en nazistisk flyveofficer, Gerhard, der bliver skudt ned på Østfronten.
”Indtil vanvid, indtil døden” handler om hendes rejse til München, hvor hun bor hos bekendte i den nazistiske overklasse, hvor sherryen flyder, og luksuslivet bliver levet. Indtil de fornemme kulisser revner, og den rædselsfulde virkelighed under det totalitære styre viser sit hæslige ansigt.
Skrevet i et langt, selvberettende forløb uden kapitler.
”I mørket bag dig” er Harriet så tilbage i det danske, og vi følger hende fra januar 1943 til befrielsen i 1945. Hun får tysk enkepension, arbejder for en velgørenhedsfond og forsøger som udgangspunkt at være neutral.
Mens Harriet var jeg-fortæller i ”Indtil vanvid indtil døden”, benytter Kirsten Thorup sig i andet bind om hendes kvindelige hovedperson et ”du”, som taler til Harriet. Et du, som hele tiden stiller spørgsmål ved Harriets bevæggrunde og betvivler hendes gøren og laden.
Her i det tredje besættelsesår i Danmark, har modstandskampen for alvor fået fat, og ”ingen interesser sig for de finere nuancer”. Harriet vil så gerne ”relatere og perspektivere, men hun har også stillet sig loyalt til rådighed for Luftwaffe”.
- Hun er på den tyske side og får pension fra den tyske stat. Hun føler sig ikke tilpas der, men der er hun.
- Når fronterne er så hårdt trukket op, som det var under besættelsestiden, så kan du ikke bare smutte over på den anden side.
- Et ord er et ord, og ord er handling, siger Kirsten Thorup
Harriet er stemplet på grund af sin fortid. Folk sladrer. Hun og børnene er i fare, og drengene bliver sendt væk til familie uden for byen.
Der er et mørke bag hende, men også inden i hende, og dette mørke oplever læseren gennem romanens du-form.
- Der er så mange ting, der følger med af ulykker under en krig. Enken Harriet oplever, hvor skrøbelig det enkelte menneske er. Hvordan kampen for at overleve bliver dagligdag, når du lever i krigstid.
- Hendes forelskelse i hendes logerende, Knud, der er modstandsmand, åbner en port. Forelskelse er vildt begær og en udvej. Alt muligt omkring en person – det, de gør og repræsenterer, status og position, danner jo et positivt billede, som du forelsker dig i.
– Sådan er forelskelse – flydende!
Og efter en kort pause – konstaterende:
- Og så pludselig flyder det ikke så meget.
Hvilket udløste massiv latter fra salens overvejende kvindelige publikum.
- Hun vælger at være neutral – er det muligt? Det at præke det positive er meget almindeligt. Men når man vælger det positive, er man så også på overmagtens side? Spørgsmålet bliver stillet, men jeg besvarer det ikke.
- Det må lægges ud til læseren. Det er ikke en kalkuleret effekt – der skal altid være noget mere – teksten skal give noget mere, end det, jeg kan finde på og tænke.
- Jeg sidder på den anden side af spejlet. Læseren sidder foran og kigger fra den anden side - på det, der er værket.
- Det er sådan det er – det er læseren, som gør bogen færdig.
På den måde er Thorup en realist, der ikke skriver ud fra et ideologisk program eller standpunkt eller for den sags skyld har en færdig løsning på sine karakterers problemer. De må selv søge og søge ud til grænserne af deres eget liv.
Ligesom læserne ikke får en færdigpakket løsning, men selv må tænke deres. Uden at prøve at føre sig selv bag lyset - sådan som Harriet ind i mellem prøver.
Foto: Lars Mørch
