Gøgeunge forklædt som menneske

- Det er en umanerlig grum historie, og den kommer fra mig.

Bent Haller, 75 år, sidder i sofaen over for mig hjemme i Obels Have i Aalborg, da ordene falder. Med et lille halvt undertrykt smil. På sofabordet ligger Goethes ”Den unge Werthers lidelser” sammen med Hallers nyeste ”Sange fra skarnbøtten”. Vi har kaffe i kopperne og hjemmebagt småkage på en tallerken imellem os.

- Ideen til bogen kom med gøgeungen, som jo er en kendt figur. Og her handler det om venskab. Hvor den ene, Poul, får alt her i livet, mens den anden, Jørgen, ikke får noget. Og det er jo ikke nødvendigvis det gode menneske, som får alt.

I bogen møder vi de to drenge, Poul fra den smudsiggule ejendom kaldet Skarnbøtten og advokatsønnen Jørgen fra villakvarteret. Poul har reddet Jørgen fra at få øretæver, og nu bliver de venner, da Jørgen inviterer ham hjem.

Han lærer Poul at spille boogie-woogie og præsenterer ham for sine forældre, Viktor og Hannelore. Snart bliver Poul som en søn af familien og ganske umærkeligt fylder han mere og mere og får mere og mere. Først i kraft af drengevenskabet – ”så vigtigt var det, at jeg havde fået en ven”

Siden fordi det umage ægtepar på hver sin måde bliver betaget af den ”usædvanligt kønne dreng”.

- De tre kæmper på hver deres måde om at få ham. Men Poul er skruppelløse og tager det, han kan bruge. I virkeligheden er Jørgen mere talentfuld. Sætter Poul i gang med at spille og skriver den første sang, som Poul gør til sin.

Jørgen har ikke den psykiske styrke til at sige nej og få sin egen vilje. Poul udnytter venskab og medmennesker og tromler alting ned i sin jagt på musikalsk succes, kvinder og stoffer.

- Ender i virkeligheden med at prostituere sig selv.

Det er fiktion, men det er også virkelighed. For som Haller plejer i sine bøger danner havnebyen Frederikshavn, hans egen barndom og opvækst, erindringer og oplevelser herfra rammen for den fiktive historie.

- Fiktionen er altid virkelighed, fordi vi digter med og tror på det, der står. Når jeg skriver, ligger virkeligheden altid som et grundlag under. Jeg bygger et fundament op og sender så et par personer ind i den verden. Sender dem tilbage til det Frederikshavn, som jeg kender.

- Så siger den ene pludselig noget? Hvor kom det fra? Hvem er han? Hvad gemmer han på? Og så må jeg følge med og gøre, som han siger. Personerne begynder at leve deres eget liv.

- Du kan sige, at mine personer pludselig rejser sig og kræver at være sådan og sådan. Hvis jeg gør vold på dem og vil tvinge min vilje igennem, kommer det til at virke forkert. Det fungerer ikke.

Oprindeligt havde Hallers nye roman arbejdstitlen ”Ingen” og egentlig skulle den have handlet mest om Jørgen, den psykisk ustabile. Der var egentlig hans historie Haller ville fortælle, men han kunne ikke holde Pouls historie væk.

- Det er lidt som i instruktøren Milos Formans film om Mozart, hvor den konkurrerende komponist Salieri misundeligt udbryder:

- Den vulgære skarnsknægt Mozart kan det - komponere som ingen anden. Hvis han bare gider. Mens vi andre dannede må kæmpe for det.

Undervejs i bogen bliver persongalleriet og deres indbyrdes forhold gradvis afdækket. Uden at afsløre for meget af handlingen ændrer styrkeforholdet sig mellem den psykisk syge Jørgen og den på overfladen så succesrige musiker Poul.

- Pludselig er det Poul, der har brug for Jørgen, fordi han har gennemskuet ham og egentlig er tilfreds i sin ensomhed. Poul er blevet ligegyldig for ham.

Hele 68-tiden med kollektiver, de politiske floskler og alle de ”korrekte” venstreorienterede meninger, som også er en del af bogens fiktive univers, kender Haller såmænd også fra sig selv og sin egen ungdom.

- Jeg har faktisk prøvet at skrive den her bog, da jeg var yngre. Men det gik ikke. Der skal afstand til for at tage fat i sådan noget stof.

For tiden arbejder den 75-årige forfatter på en ny roman med arbejdstitlen ”Kranføreren”. Igen henlagt til Frederikshavn. Og han har en disposition liggende til en bog om sin egen far, en slags opfølgning på ”Når krigen slutter” om mor, der var bange for at blive afsløret som tyskertøs og blev psykisk syg.

- Hvis stoffet kommer som til ”Kranføreren” og kræver at blive skrevet, er det bare at følge med. Du kan ikke skyde det til side. Jeg kan ikke fortælle så meget om ”Kranføreren”. Jeg er 130 sider henne. Et svært sted.

- Det er 50 år siden jeg debuterede, og hver dag sætter jeg mig tidligt om morgenen til computeren og tænker: - Kommer der noget eller kommer der ikke noget.

- Jeg kan godt ligge vågen om natten og tænke på det ...

- Gudskelov har jeg endnu ikke oplevet, at der ikke kommer noget.