Scherfig lærte mig at skrive (enkelt)

Mange af os har en bog, der har forandret os. Altså til det bedre. Det kan være bogen, der har hjulpet os til at forstå tingene. Sætte følelserne i gang. Blive klogere på et område. Har givet et spark til kærligheden. Har givet mod til at sørge et særligt hverv eller hvad ved jeg. Og det handler denne serie om: Den store bog.

Jeg lægger ud. Og i dag vil jeg fortælle om Hans Scherfigs "Frydenholm". Det er vel 45 år siden, jeg læste den første gang.

Inden vi når så langt, så skal vi lige have nogle omveje.

I gymnasiet læste jeg - som de fleste andre - Scherfig. Læreren sagde, at vi skulle. Derfor.

Det var sikkert "Det forsømte forår", vi skulle læse der midt i 2. G.

Der var dog en fordel ved at læse Scherfigs bøger: De var korte (bortset fra "Frydenholm"), og de var letlæste. Tillige var de gode at dissekere i en dansktime, for Scherfig var flink til ikke at pakke tingene for meget ind. Det var med andre ord tekstanalyse, så alle kunne være med.

Først var der Gustav Wied

Efter gymnasiet startede jeg på AUC i 1975. Først en basisuddannelse og siden danskstudier. På det tidspunkt var jeg begyndt at læse rigtigt meget Wied - Gustav Wied.

Jeg kunne ikke stå for Wied på grund af hans knivskarpe satire. Var jeg nået tilpas langt i mit danskstudie, ville jeg sikkert have skrevet speciale om hans forfatterskab. Selv om det måske ikke specielt populært på et universitet, hvor Marx & Co. var i vælten.

Min yndlingsroman af Wied er "Pastor Sørensen & Co." fra 1913. Det er en slags uafhængig fortsættelse af hans berømte romaner "Knagsted" og "Livsens ondskab". Men Pastor Sørensen er bedre. Især hvis man læser den i sammenhæng. Altså læser den med øje for den tid, hvor den er skrevet. Gør man det, er det en voldsom satire. Den er løssluppen i forhold til nøgenhed og sex. Og den er ondskabsfuld over for præster.

Læst uden skelen til baggrunden vil den sikkert være røvkedelig i dag...

Og en længe glemt svensk bog

Men det var Wied, der gav mig appetit på satiren. Det var mødet med ham, der viste mig, hvor meget man kan med satire. Det er også derfor, jeg for over 40 år siden med stor appetit læste den svenske forfatter Nils Lodins "Al mad til folket".

Den bog handler om den danske Kong Christian, der ved en fejl bliver kidnappet af terrorister og hjernevasket, så han selv bliver revolutionær og stifter Den kongelige Befrielsesfront med mottoet "Al magt til folket". Lige her blev der skelet til den ordblinde svenske kronprins Carl Gustav. Det var derfor, den lige så ordblinde danske konge kom til at skrive "Al mad til folket", da han under en aktion lavede graffiti på en væg.

Også den bog er glemt og væk i dag. Og holder næppe. Det vil sige: Jeg har lige læst de sidste tre kapitler. De var faktisk ret sjove.

Og nu til sagen

Men noget, der holder, er Scherfigs "Frydenholm", som jeg først læste, da jeg var 20 år.

Jeg har sjældent grint så meget som under læsningen af den roman. Jeg læste den mange gange i løbet af de kommende år. Den lå fast i min rygsæk, når jeg tog hjem til Kreta hver sommer i et par måneder. Og hver gang grinede jeg højlydt.

Det fine ved Scherfigs forfatterskab er, at hans persongalleri går igen i bøgerne. Det vil sige, at en biperson i en roman pludselig kan blive hovedperson i en anden 10 år senere. Mange af personerne i "Frydenholm" vil man især genkende fra romanen "Idealister" fra 1944 - altså 18 år tidligere end "Frydenholm".

Ud over at være rablende morsom er "Frydenholm" altså også satire. Og det er satire så skarp, at man skal passe på ikke at skære sig derpå. Selv hævdede Scherfig, at "Frydenholm" IKKE er en nøgleroman. Nuvel. Det skal nok passe. Men der er altså mange lighedstegn mellem virkelige personer og galleriet i "Frydenholm".

Scherfig var Sovjet-blind

Bogens Bukse-Marius er mestendels en fantasiperson, men greven på Frydenholm, Preben Rosenkop-Frydenskjold, ligner i allerhøjeste grad Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold, der var medlem af DNSAP.

Bogen er sandelig også en genopfriskning af historien om Anden Verdenskrig. Måske ikke en klinisk korrekt gengivelse. Men en gengivelse, der ikke er bange for at fortælle de dele af historien, som mange helst vil glemme. Blandt andet at der var mange danskere, der var glade for den lille østrigske maler med det mærkelige overskæg. I hvert fald lige op til udbruddet af krigen.

Det handler ikke kun om, at romanen er sjov. Det handler lige så meget om måden, den er skrevet på. Jeg må derfor indrømme, at jeg er meget inspireret af Scherfigs forfatterskab - altså sprogligt.

Scherfig var kommunist, og han skrev til og for masserne. Vi kommer naturligvis ikke uden om, at Scherfig led af en sjælden øjensygdom, der gjorde, at han kun havde to procent af synet tilbage. Men synet - det indre - fejlede også.

Det gjorde ham aldeles blind for, hvad der skete i Sovjetunionen. For ham var det landet, der flød med mælk og honning. Det kan man sagtens kritisere. Især i dag, hvor vi om muligt er endnu mere klogere på Sovje, end dengang Scherfig blev kommunist af et godt hjerte.

Vi kan dog ikke tage fra ham, at han skrev, så alle kunne læse ham. Knivskarp i retorikken og uendeligt letlæst. Alle kan læse Scherfig. Og i mine mange år som journalist har jeg altid tilstræbt at skrive lige så let og letlæst. Naturligvis ikke med samme talent som Scherfig. Men meget inspireret. Så man kan godt sige, at han lærte mig at skrive (enkelt).

Har du, kære læser, en stor og skelsættende læseoplevelse med en bog, som du vil dele med os? I så fald: Send den til os. Du må gerne skrive op mod et A4-ark, og du skal medsende et billede af dig selv. Også gerne er af bogens forside. 

Vil du kommentere ovenstående, så kan du gøre det på vores Facebookside:

Kulturen.nu | Facebook

Det er ikke en anmeldelse i gængs forstand, du skal skrive. Du må godt. Men det vigtigste er, at du fortæller, hvorfor netop denne bog har betydet så meget for dig. Skriv til en af os:

bent@kulturen.nu

max@kulturen.nu