50 år med universitet – uden smertepunkter?

Fagbog - Maria Simon og Mogens Rüdiger:”At bygge et universitet. Aalborg Universitet 1974 - 2024”

Bogen er et jubilæumsskrift, der er let læst, og gennem væsentlige nedslag i universitetets historie og mange illustrationer belyses Aalborg Universitets indre liv, dets liv i byen og regionen.

Bogen har tre hovedblokke: ” At bygge et universitet”, ”Universitetets kerne” og ”Universitetet og omverdenen”. Dertil kommer noter, kildefortegnelse, register og illustrationer.

Aalborg universitet er gennem årene blevet en central og vigtig institution for Aalborg og regionen. Det har givet uddannelsesmuligheder til nordjysk ungdom og bidraget til økonomiske og kulturelle forandringer.

Aalborg er ikke længere en rå industriby – jævnfør Ejersbos ”Nordkraft”, men nationalt og internationalt anerkendt uddannelsesby.

Striden om et universitet i Nordjylland begyndte i 1958, og den endte først i 1974, da Aalborg Universitetscenter med stor festivitas blev til virkelighed.

Rektor for Aalborghus Gymnasium Carl Willum Hansen argumenterede, som en de første for, at der skulle uddannelser på universitetsniveau til Nordjylland.  Det skulle ifølge ham ikke være et klassisk universitet, men et center, der samlede og integrerede professions- og akademiske uddannelser.

Det var han ikke alene om, men der var også megen skepsis over for tanken. For var der overhovedet behov for en sådan institution i det nordjyske, som mestendels var præget af landbrug og tilknyttede erhverv og storindustri omkring Aalborg? 

Modstanderne af universitetet så intet behov for en sådan institution i det nordjyske. Men den var faktisk nødvendig, for også Nordjylland var en central del af moderniseringen af det danske samfund med øget behov for veluddannet arbejdskraft på alle niveauer og med en politisk målsætning om bedre geografisk dækning af uddannelsestilbud.

Den første strid førte altså til grundlæggelse af Aalborg Universitetscenter - forkortet AUC. Men det betød ikke, at alle kontroverser var bilagt. Universitetscenteret fik sin begyndelse i en krise med økonomisk og politisk ustabilitet.

Infrastrukturen omkring universitetet, bl.a. boligforhold for de studerende, var ikke på plads. De kommende studerende havde endnu ikke sluppet 68-oprøret, og det havde mange af de ny undervisere heller ikke.

Der var en latent konflikt omkring centerets status. I centertanken lå en forestilling om at fusionere professionsuddannelser med traditionelt akademiske. Og det reducerede centerets omdømme som rigtigt universitet.

Fusionsideen blev ikke helt vellykket. Læreruddannelsen kom ikke med. Bertel Haarder og seminarium ville ikke integreres og var derfor indædt modstander både af universitet og fusion.

Bibliotekaruddannelsen blev i 1973  placeret i Aalborg. Dels for at afhjælpe jysk mangel på bibliotekarer og dels for at være en del af centerets uddannelsestilbud.

Aalborg Biblioteksskole ville meget gerne indgå i centeret, men fremskredne forhandlinger blev i første omgang af politiske grunde stoppet af undervisningsministeriet og senere af kulturministeriet. (Denne historie er desværre ikke medtaget i jubilæumsbogen, selv om den er eksemplarisk for problemstillingen omkring universitet vs. center).

Derimod indgik socialrådgiveruddannelsen og teknikum- og akademiingeniøruddannelserne i centeret.Til disse problemstillinger kom konflikter omkring politiseringsgraden af studiernes indhold og former.

Selv om Aalborg Universitet, som de flest danske universiteter i den periode var delvist rødt, var der alligevel fra politisk hold et særligt kritisk øje på Roskilde og Aalborg. Især grundet de ny læringsformer som projekt- og gruppearbejde og problembaseret læring. Fremskridtspartiets Mogens Glistrup kaldte eksempelvis Aalborg for ”en national katastrofe”.

Der var forskelle i opfattelsen af, hvor tæt universitetscenteret skulle knytte sig til den nære omverdens erhvervsliv.

Altså ikke helt enighed om studiernes orientering mod konkret anvendelse – den klassiske konflikt i henseende til grundforskning vs. anvendt forskning.

Der var diskussioner af forholdet mellem de tre fakultetsområder. I det lange løb står de teknisk- naturvidenskabelige uddannelser meget stærkt både nationalt og internationalt.

Der var intense diskussioner om basisuddannelsernes bonitet og om indholdet i den ønskede tværfaglighed. Der har heller ikke helt været enighed om de afdelinger universitetet lagde i Esbjerg og København.

Hvad betinger, at de samfundsvidenskabelige studier gradvist stagnerer, og at humaniora svækkes markant med lukning af klassiske sprogfag? Så dannelse er overskrevet af uddannelse.

Er det kun vigende tilgang af studenter, der er årsagen?

Af nyskabelser er bl.a. undervisning og forskning i sundhedsteknologi, lægeuddannelse, som altid har været et stort ønske i regionen, ligesom psykologi og jura er kommet til.

De teknisk-naturvidenskabelige fag profilerer sig derimod markant inden for klima- og energiforskning. Og det har vist sig, at projekt- og gruppearbejdet er en særlig god læringsform inden for dette område.

De samfundsvidenskabelige forskningsområder har især gjort sig bemærket inden for felter som arbejdsmarkedsforskning, kvinde- og kønspolitisk forskning og forskning inden for det sociale område. Mens humaniora har bidraget med vigtig forskning inden for feltet interkulturelle relationer, medier og kommunikation.

Dette og en del mere er nogle af hovedtemaerne i jubilæumsbogen. I 1994 blev et navneskifte vedtaget: Aalborg Universitetscenter blev til Aalborg Universitet.

Navneskiftet markerer overgangen til ”klassisk” universitetsstatus, men denne overgang er sket med bibeholdelse af den tætte tilknytning til omverdenen og fastholdelse af anvendelighed af institutionens forskning.

”Medfødte” konfliktflader er væsenligt dæmpet, og samtidig hermed er universitetet i stigende omfang velanskrevet både nationalt og internationalt. 

Det er denne ”dannelseshistorie” jubilæumsbogen fremstiller i en kombination af nedslag i enkelte hændelser og progressiv kronologi. Fremstillingsformen skaber en del gentagelser, ligesom mængden af illustrationer og fotos efter denne anmelders smag er for overdådig. Historien kunne sagtens fortælles uden alle de visuelle elementer, der måske er indsat for at få beretningen til at glide lettere ned.

Færre visualiseringer kunne have givet plads til uddybninger af f.eks. læringsformer eller af problemstillinger omkring rektorvalg, forskningsproblematikker, lukning af uddannelser på humaniora, ”filialdannelserne”, biblioteksbetjeningen af studerende og lærere eller placeringen af universitetet.

Der var faktisk nogen debat om placeringen: i byen langs havnefronten elleri et campusuniversitet i Sdr. Tranders. Det omtales imidlertid ikke, at der faktisk var udarbejdet et færdigt projekt af en gruppe borgere, heriblandt flere arkitekter, bl.a. senere professor Claus Bonderup. Forslaget blev afvist fra konkurrencen.

Jeg savner også en mere indgående og vidende fremstilling af universitetscentertanken og dens placering i international og national universitetshistorie.

Der er ansatser, men disse kunne godt være noget mere udfoldet. Universiteter er et europæisk fænomen og, hvordan glider den lille historie i Aalborg ind i den store europæiske universitetshistorie?. Jeg havde gerne undværet nogle illustrationer for at få tre – fire sider om den del af historien belyst.

Bogen er et jubilæumsskrift, og i den genre er det ikke velset at bore for meget i smertepunkterne, men her er de næsten væk. Der er flere i institutionens historie - her skal blot nævnes humanioras ”skæbne”. Overvej lige ordet ”universitets” etymologi.

Men det fratager ikke bogen dens kvaliteter i henseende til let læselig og informativ fremstilling af en akademisk institutions historie. Samt universitetets store betydning for Aalborg og omegn.

Men på et tidspunkt måtte der gerne komme en disputats, der tager fat i Aalborg Universitet og dets placering i en almen dansk og international universitets- og uddannelseshistorie.