Flot, skrot og godt

Eva Pohl: ”Gennembrud”

Det er ikke nemt at være kvinde, og før var det værre.

Generelt har kvinders stilling og muligheder udvidet sig enormt i de seneste generationer. Hvor påkrævet det var, kan man forsikre sig om ved at kaste blikket bagud og se på historien.

I denne bog er det kvindelige kunstnere, der er i fokus. Forfatteren hedder Eva Pohl (f. 1954), og hun har baggrunden i orden. Foruden skribent- og anmeldervirksomhed har hun også akademiske meritter, og så har hun også været med til at lave forskellige udstillinger.

I bogen følger vi kvindelige kunstnere helt fra Leonora Christine til de allerseneste. Hovedvægten ligger på maleri og skulptur, men med det udvidede skulpturbegreb, performancekunst og videoinstallationer, når vi faktisk langt omkring.

Pohl deler op i en slags generationer. I al fald er bogen kronologisk anlagt, selv om kapitlerne indimellem går længere frem, når der er åndsbeslægtede og tydelig inspiration at se.

For hver periode en kort indledning, og så kommer de udvalgte kunstnere med fokus på værkgennemgang, teknik og (manglende) anerkendelse.

Vi har en rigtig coffee-table-book foran os. Af alle kunstnere mindst et billede, og hos de bedste helt op til 7 stk. – og 11 af mesteren Anna Ancher. Der er omtale af yderst få værker, som ikke er afbilledet.

Reproduktionerne er af virkelig god kvalitet. Det er godt gjort at få så mange fonde med i udgivelsen, for så fine tryk koster. Som historisk oversigt er bogen vellykket, og man får som gennemgående indtryk, at hver eneste kunstner har måttet kæmpe for at få tid til kunsten, få lov, få mulighed, få råd.

Der er et utal af faktorer, der har fået kvindelige kunstnere til at opgive deres kunst.

Værkerne er i centrum, så sandt som ingen af kunstnerne optræder med billede, med mindre andre eller de selv har malet et. Biografierne er derfor kortfattede. Fokus ligger på det tekniske og æstetiske.

Men bogen er svær at vurdere, fordi der jo er foretaget umanerlig mange valg. Hvorfor er Kamma Rahbeks miniaturer med? Hvorfor er Kirsten Kjær der ikke? Og hvad med Laila Westergaard, som endda for nylig blev fejret med en glimrende bog?

Og det samme, hvad angår værkerne. Er de repræsentative for kunstneren? Hvor vigtige er de uendelig mange blomsterbilleder fra 1800-tallet, som aldrig blev udstillet?

Hvor går grænsen for kunstarter, når nogle af skulpturerne nærmer sig design eller litteratur? Går man med Jytte Rex og Pia Arke, som er med, er der ikke langt til Ursula Andkjær Olsen og Gudrun Hasle, som ikke er med.

Bogens styrke er alle kunstgengivelserne og det store historiske schwung. De socialøkonomiske forhold træder lidt i baggrunden, og der er ingen statistik.

Forbindelserne til kunstnernes samtid og samtidige kolleger bliver tydeligere, jo længere man kommer op i tid. Udviklingen går fra eliteadfærd til massemedier, som vi ved, men det tematiseres ikke voldsomt, hvor voldsomt vilkårene ændres.

Der er altså løse ender og personlige præferencer. Elsa Gress spøger et par steder, men uden egentlig afhandling.

Faktisk er der ikke lagt vægt på filosofisk æstetik, selv om mange af kunstnernes tematikker fortolkes ud fra begreber som frihed, koblingen af det fysiske og det mentale og i det hele taget kreativiteten som sådan.

En fin oversigt at starte med, og der er næsten garanti for at finde spændende billeder undervejs.

Det er i høj grad op til læseren at sortere, og den mulighed har Eva Pohl stor ære af at have skaffet os.         

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.