Datteren kom hjem med en sort

Donal Ryan: ”Sælsomme vækster”

En ganske vidunderlig roman, der kalder på genlæsning igen og igen for at få det hele med.

Skrevet af irske Donal Ryan, 44 år, som nogle måske vil kunne huske fra den nordjyske Ordkraft-festival i 2016. Her blev han interviewet om sin debutbog ”Rust”, en fremragende kollektivroman, der med 21 forskellige personers stemme fortalte, hvordan den økonomiske krise ramte et lille irsk bysamfund.

Efterlod mennesker ganske magtesløse, da den lokale byggematadors oppustede imperium brød sammen. Med konsekvenser for både den flygtede entreprenør, byggesjakbassen, hans dejlige kone og landsbyluderen.

Men det her er en helt anden historie, selv om vi selvfølgelig er tilbage i det irgrønne Tipperary County, hvor alle Ryans romaner udfolder sig.

Åbningslinjen slår straks katastrofen og det uheldssvangre an – ”Alt lyset døde bort i Paddy Gladneys øjne, da hans datter forsvandt; al glæden forlod hans hjerte”.

Datteren hedder Moll, en venlig, stilfærdig pige, som 23 år gammel, uden at efterlade sig noget afskedsbrev, tager bussen væk fra landsbyen og videre med tog til Dublin og er pist borte.

Al eftersøgning er forgæves, men fem år senere hører Paddy og hans kone Kit det metalliske smæld fra ledet ud til hulvejen, og der står Moll, smilende og genert.

Hun har været i England i alle fem år, og mere får de stort set ikke ud hende, før den lokale præst og ditto landbetjent møder op for at fortælle, at der sidder en mand nede på den lokale Grenhams Bed & Breakfast og påstår, at han står i forhold til Moll.

Manden taler med engelsk accent og dertil kommer, at han er sort!

Ryan skriver i et flow som en hurtigstrømmende, rislende forårsbæk, mens han skildrer tre generationers liv – kærlighed, sorger og deres hverdagskamp for at få sig et lykkeligt liv. Om håb og tro, om slid og slæb, om familie og forpligtigelse, fordomme og frisind.

Som en rød tråd gennem fortællingen – eller rettere fortællingerne, for vi får hele det lille samfunds persongalleri foldet ud – svæver spørgsmålet. Hvorfor stak Moll af? Hvad er det som gør hende så ked, så ked af det? Hvad er det for en tung byrde, det skjulte, der tynger hende ned?

Alexander hedder den sorte, jamaicanske mand, og han slår sig ned i det irske hos sin Moll, og vi følger hans langsomme integration i det irske landsbysamfund, hvor alle-kender-alle og alle-kender-deres-plads i samfundspyramiden.

Men fortællingen fortsætter også op til vor nutid med parrets forfattersøn Joshua, der i kapitlet ”Sangenes sang”, læser højt af sin bearbejdelse af Johannes Evangeliets beretning om Jesus og den blinde tigger – og forvandler den til en vidunderlig, poetisk beskrivelse af bl.a. forelskelse.

Inden Ryan til allersidst elegant forener fortid og nutid, og ganske som i en god krimi får sin stramt komponerede, men vildtvoksende frodige fortælling til at gå op - hemmeligheder bliver afsløret, og alt falder på plads for læseren.

Og dybere nede, som en stærk understrøm, er romanen båret af håbet om, at tilgivelse og forsoning kan bringe menneskene tættere på hinanden. At det at lære at acceptere hinandens forskellighed, kan ændre vores liv sammen til noget bedre.

Det er pragtfuldt skrevet, fuld af gode sidehistorier og giver et indsigtsfuldt billede af både det irske samfund, dets rødder og historie, og slidsomme, ydmyge mennesker, der bliver formet af deres livsbetingelser, mens de kæmper for at få kærlighed i deres liv.

Det er en stor roman, som et godt nybagt brød med krumme og gode kerner. Vedkommende og bevægende. En af bogårets foreløbig største læseoplevelser. ”Novel of the Year” i det irske – og det fuldt fortjent.

Foto: Anthony Woods