Skip to main content
Kultur-oase

Fra røg til bøger

Kultur-oase - “Ordgeist”’

Der var engang, hvor tyk tobakståge mødte én, når man entrede "kælderen", som den kærligt blev kaldt. Heldigvis via kun 6 trin. Der kunne føles som 60, når man forlod stedet igen.

Naturligvis påvirket af det, man kom for: øl i stride strømme, men også bysladder eller en bagklog samtale om tidens og verdens problemer.

"Downtown" hed det forfængeligt og før det, havde det heddet meget andet. Men indholdet var det samme: kælderen var et såkaldt brunt værtshus, med årene måske det bruneste i byen.

Selv var jeg stamgæst gennem flere år, i nogle måneder holdt jeg oveni købet kontor i nederste hjørne, og her blev Ordkraft festivalen udtænkt sammen med en god ven.

Spændte var vi, da "Ølkælderen", som den skiftede navn til, lukkede for nogle år siden, men det tog tid - lang tid - før der igen stod "Åbent" på døren.

Nu er det en helt anden verden, der møder gæsten: efter måneders effektiv udluftning, udskiftning af det brune med lyse farver, nyt interiør, som i virkeligheden er gammelt og - ikke mindst vægge med reoler fyldt af bøger til låns på stedet og til salg.

Kort sagt: en skønsom blanding af dagligstue og bogsalg. Det sidste er nu ikke helt nyt - engang kunne man også erhverve mine bøger i den dengang brune kælder.

Stedet hedder nu "Ordgeist" efter det gode tyske ord for "ånd" og det er velvalgt.

Det kaldes en bogcafé, og man kan, ud over at få sin ordsult stillet, blive mæt af kaffe, kager og sligt af god kvalitet.

Det er den eneste af slagsen i Aalborg, der jo er kendt for sine mange udskænknings-steder af forskellig art.

Det er forfatter, kulturskribent og gymnasielærer Claus Nivaa, der har kastet sig ud i de mange måneders arbejde med renovering, den økonomiske satsning og den daglige drift med et halvtidsjob på Nørresundby Gymnasium som fast indtægt.

Det er dog ikke bøger og kaffe det hele. "Café Ordgeist er som din dagligstue midt i Aalborg, hvor gløden i og glæden ved ordene kommer først!" skriver man på hjemmesiden.

Det formål spejler sig også i en række events ganske vist med bogpræsentationer og forfattermøder, men også arrangementer med beslægtede genrer som musik og andet. En gang månedligt kan man overvære eller deltage i "Open Mike Night", hvor Ordgeist som overskriften siger, stiller mikrofon og publikum til rådighed for ordfolk, der gerne vil have deres tekster lidt længere ud.

Måtte Ordgeist lykkes! Indtil videre tegner det godt.

Foto: Lars Mørch

Info

  • Café Ordgeist, Skipper Clements Gade 1, Aalborg
  • www.cafeordgeist.dk

.

.

.

. Samtalekoncert med sangskriver Mikael K og journalist Bent Stenbakken, Ordgeist, 29. maj.

. Samtalekoncert med sangskriver Mikael K og journalist Bent Stenbakken, Ordgeist, 29. maj.

. Samtalekoncert med sangskriver Mikael K og journalist Bent Stenbakken, Ordgeist, 29. maj.

.

.
Arkiv