Absurd smalltalk

Woody Allen: "Apropos ingenting".

”Livet består af 80% hårdt arbejde, og resten er 80% tilfældigheder”. Woody Allen vil være kendt af de fleste som en yderst flittig filmmager, der udsender mindst en spillefilm om året og har gjort det i flere årtier.

Med hans film har man det godt eller dårligt, han plejer at dele vandene.

Nu har han udsendt sine erindringer i en alder af 85. Stilen er den samme som i ”Selvskrevet” fra 1981, en pludrende uendelighed af omveje, sjove formuleringer og eksklusiv namedropping.

Det ser ud til, at Allen er varigt skadet af et eller andet, måske af at hans indgang på arbejdsmarkedet var som tekstforfatter, stand-upper og morsom klummeskribent.

De alt for mange 336 sider hænger dårligt sammen. Der er fire indledende kapitler om barndom, ungdom og tidlig karriere. Efter dem fylder det femte kapitel de sidste to tredjedele af bogen, og det roder. Resten af karrieren skal fortælles, men der tales rundt om den varme grød.

Grøden er det højdramatiske brud med den mangeårige kæreste Mia Farrow, som fortsat trækker store skygger.

Denne erindringsbog har f.eks. undervejs skiftet amerikansk forlag, fordi der startede en shitstorm mod Allen i #me too-bølgen. Den fik i marts 2020 medarbejderne på forlaget Hachette til at nægte at medvirke ved udgivelsen, og et nyt forlag måtte træde til.

Pikant nok blev den shitstorm anført af Ronan Farrow, jurist og stjernereporter og tilfældigvis biologisk søn af Farrow og Allen.

Det primære anklagepunkt er adoptivdatteren Dylan, som Allen angiveligt skulle have krænket som lille. Hele sagen er voldsomt undersøgt og har været genstand for retssager og tabloid-forsider.

Den eskalerede ikke mindst, fordi Allen på samme tid fandt sammen med en anden af Farrows adoptivbørn, Soon-Yi Previn, som han i parentes bemærket stadig er gift med.

Bogen her udstiller dette enorme grødfad, for grødfadet vælter teksten fuldstændigt, både i den lange optakt, hvor det forties, og i det lidenskabelige partsindlæg på omkring 60 sider, der pludselig popper op langt henne i bogen.

- Allen er uskyldig, siger han, og alligevel kan han ikke slukke for sladderen. Han forsøger at holde en uanfægtet tone, både i omtalen af de film, hvor Mia Farrow var en af hans glimrende skuespillere, og i de tilfælde, hvor folk har sagt nej til at arbejde sammen med ham.

Men op til historien koketterer han voldsomt med grødfadet. Han antyder ting, der skal komme, men trækker dem straks tilbage. ”Det er jeg endnu ikke klar til at fortælle” eller ”Hvor var jeg?” eller en sigende antydning af, at grødfadet ikke burde være læserens grund til at købe bogen.

Teksten er altså en psykisk skadet tekst. Grundholdningen er dog tydeligt en eksistentialisme med et freudiansk twist: Verden er absurd, og kunsten er et forgæves forsøg på at fortrænge dette.

Han beskriver sig selv som middelmådig, men heldig. Han beskriver, hvordan hans statur og briller forleder folk til at tro, han er intellektuel og dyb, mens han i virkeligheden kun er optaget af boldspil, væddemål, gangsterfilm og sex.

Bogen er ikke vellykket. En uendelig række af tøhøer og standup-pointer, overdrivelser og sort humor, der dækker over et tragisk livssyn og en offentlig skandale, forfatteren ikke kan slippe væk fra, selv om han prøver.

Han siger det selv sådan: ”Jeg kan ikke overføre min lidelse til stor kunst eller dyb filosofi, men jeg kan skrive gode oneliners, som giver mennesker en momentan distraktion og en kortvarig lettelse fra de uansvarlige konsekvenser af Big Bang”.

Læs den, hvis du er vild med mandens film, eller læs side 186-248, hvis du er til sladderstof.