Mørket midt på dagen

Digte - W.G. Sebald: ”Efter naturen”

Digtsamlingen ”Efter naturen”, som består af tre suiter, regnes ikke for et af de mest bemærkelsesværdige værker af Winfried Georg Sebalds. Han døde i en alder af bare 57 år i december 2001, og en anmelder fra en af de større engelske aviser siger direkte, at der er mere prosa end poesi i Sebalds værk.

Jeg kan godt være enig i knækprosaen, men ikke i det ligegyldige skuldertræk; for ”Efter naturen” er udpræget knækprosaisk, men det, der redder samlingen, er en særegen melodiøs og dermed fortættet prosa, som er vidende og velkomponeret. Mere behøver jeg måske i virkeligheden ikke sige om denne samling.

Sebald slog først rigtigt igennem, da hans prosaudgivelser begyndte at udkomme i engelsk oversættelse. Det fik andre sprog til at slå øjnene op. Heldigvis for det, for ellers havde vi ikke haft disse digte i dansk oversættelse i dag.

Samlingen består som sagt af tre suiter, der henholdsvis fokuserer på en renaissancemalers, Matthias Grünewalds, kunst og liv. Dernæst rettes blikket mod Georg Wilhelm Steller, der er en del af den 2. Kamtjatka-ekspedition, der blev ledet af den danske kaptajn Vitus Bering og endelig kredser tredje del om Sebalds egen opvækst og historie.

Den røde tråd de tre dele imellem er velsagtens skønheden midt i livets brutalitet! Som når Sebald ser en flok børn klædt ud som soldater gå larmende på instrumenter gennem et nedlagt butikskvarter med lutter jødiske navne.

I Grünewald-afsnittet hedder det:

”I en tilstand af voldsom erosion og øde

er arven her malet efter den søndernedslidning,

der til sidst fortærer selv stenene”.

Det er en kosmisk vision Sebald formidler gennem Grünewald, hvor alt slides sønder. I næste afsnit hedder det:

”Dette er infirmitas, brydningen

af tiden fra dag til dag

og fra time til time,

rusten og ilden

og planeternes salt,

mørket midt på dagen,

lysene endnu på himlen”.

Måske kan de tre deles opmærksomhed på skønheden i sidste ende ses som et slags svar på den tyske tænker, Theodor W. Adornos dictum:

Det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz – ikke digte generelt, men digte med en ironisk distance til det menneskelige grundvilkår Auschwitz blotlagde.

”Det minder mig om vandringen / gennem ørkenen”, hedder det et sted; og sådan er digtene skrevet.