Sej(d) superwoman

ROMAN - "Vølvens vej"

Det er vikingetid. Under en storm kommer Snehild til verden. Vi følger hendes udsatte skæbne fra barn til voksen. Enlig, urtekyndig mor med forbindelser til kongsgården. Men hvem er hendes far?

Det foregår i en by, der har vokseværk og ambitioner under kong Tormod. Han er dygtig, men har en mørk side. Hans dygtige rådgiver har et godt øje til moderen. Miljøet i samtiden er godt fyldt ud af nye byggeteknikker, trælle, handel, smede, sygdom og gudeofringer.

Vedsø Olesen tegner et myldrebillede af tiden og dens mulige magtkampe. Vi møder kongens tvillingsønner, der er som nat og dag.

De skal troloves med strategisk rigtige forbindelser, men det bliver noget rod på flere planer.

Den enes bryllupsfest fungerer i romanens tredje del som det uforudsigelige klimaks i den episke fortælling. Hvem af de to skal være konge? Hvem af dem vil helst have Snehild? Og hvorfor er præstinden så fjendtlig?

Intrigen skal ikke røbes her, men den er velforberedt og veldoseret.

Undervejs er man nemlig hele tiden godt underholdt, for Vedsø tegner troværdige karakterer og tydelige konflikter i den fiktive by Himlinge på Sialand.

Der er samtidig både sex og vold i passende doser, så man får rigtig smæk for skillingen. Tidsbilledet er gennemgående troværdigt skildret, og der er god fremdrift i plottet.

Men så laver hun pludselig Erik Menneskesøn-tricket, Valhalla-tricket, eller hvad man nu skal kalde det.

De overnaturlige verdener, både asernes, jætternes, alfernes og dværgenes er pludselig lige så upåfaldende virkelige som pigens flugt fra syndebuksrollen, kampene mod de fredløse eller alle de tilbagevendende sværdøvelser.

Seriøst, spørger man sig selv? Ja, det ser det ud til.

Jætter, der er varulve, asgård med tvetydige aftaler, en metalskov med et vist vedligeholdelsesbehov, elverfolk med tryllerier og i det hele taget hele den nordiske mytologi som umiddelbart tilgængelig parallelverden. I den store bevægelse væk fra hjemmet og ud i det ukendte kommer vores heltepige tæt på det hele.

Romanen er en udviklingshistorie med overnaturlige elementer, og vores udsatte pige forvandler sig undervejs til en stærk og kapabel vølve, der med tiden får kontakt med alle tre norner, Verdande med blik for nutiden, Skuld i de fremtidige scenarier og til sidste Urd angående fortiden.

Hovedpersonen er på den måde en stærk kvinde til tiden, både i romanens sammenhæng og i vores.

Hvad den nordiske asetro kan bibringe, er ærlighed, styrke og en betagende sans for naturens tvetydige helhed.

Vølven bliver det positive symbol på en vidende og respektfuld omgang med naturens mange kræfter. Så bogen er en mærkværdig vellykket fusion af episk knaldroman og tankevækkende fremmanen af en svunden tids muligvis kloge forestillingsverden.

Det hele gennemgås uden dikkedarer af en alvidende fortællerstemme, der kender alle sine personer godt. Men de dele af bogen, hvor asetroen melder sig i hovedpersonens syner, skiller sig ud. Stilen er her poetisk og dragende, skæbnesvanger og drømmende.

Der er sprogligt overskud og mod i anlægget, så på trods af de mulige kritikpunkter fungerer læsningen i virkeligheden godt, og forfatteren har ikke svært ved at tryllebinde læseren.

Der er planlagt en hel trilogi, der også skal oversættes til andre sprog, så underholdningen er sikret langt ud i fremtiden.