Skip to main content
Fagbog

Den snu middelalderdronning

FAGBOG - Vivian Etting: ”Margrete 1. – en regent & hendes samtid”

Det må siges at være en bog til tiden, Vivian Ettings fortælling om Margrete 1., der lander på boghandlerens disk netop, som der er premiere på Charlotte Sielings monstrøse storfilm om kvinden, der samlede Norden.

Trine Dyrholm brillerer i rollen, præcis som den ægte Margrete tilsyneladende gjorde det i 1300-tallet.

Nogen epokegørende nyhed er bogen dog ikke, da det nu er 35 år siden den udkom for første gang, og en smule uvist er det, hvor opdateringen af teksten skjuler sig.

I bund og grund er der vel tale om en gusten forlagskalkule. SF Film Production laver en film om Margrete den første. Den kommer i Biografklub Danmark, hvilket sikrer den stor opmærksomhed og et sikkert publikumsgrundlag.

Gyldendal har en halvgammel bog om majestæten, den kaster man på gaden med en ny forside og skriver med småt, at den udkom i 1986. Hvor svært kan det egentlig være?

Der er sådan set ikke noget at klandre Vivian Etting for. Hendes bog er stadig det centrale værk om Margrete 1.

Kun få kilder er overleveret fra 1300-tallet, der præcist kan fortælle noget om dronningens personlighed, så man er på mange måder ude i den store gætteleg, men til gengæld har Etting rimeligt godt styr på de kilder, der beretter om den tid, hvor Margrete regerede.

Man kommer godt omkring i hele det storpolitiske morads, der herskede i Østersøområdet, hvor en absolut magtfaktor var de hanseatiske købmænd, men hvor også sørøveri var et så hyppigt forekommende fænomen, at piraterne blev inviteret med til forhandlingsbordet, når situationen blev for speget.

Vi kommer også vidt omkring i kultur, samfundsforhold og storpolitik, og får på trods et meget overbevisende portræt af en kvinde, der spillede sine kort særdeles behændigt på et tidspunkt, hvor aktører af hunkøn ikke automatisk blev tildelt hovedroller af nogen slags.

Alene hendes regeringstid på 37 år er helt ekseptionel, når man tænker på datidens middellevealder og den hastighed, hvormed der blev skiftet ud på tronsæderne i Europa i middelalderen.

Dronning Margretes store svendestykke var Kalmarunionen, der blev indgået i 1397 og som forenede Danmark, Norge og Sverige i flere hundrede år. At hun så behandlede unionsbestemmelserne med en vis nonchalance, er kun endnu et bevis på hendes politiske tæft.

Hendes brev til stedsønnen Erik af Pommern i 1405, hvor han instrueres i de mindste detaljer om, hvordan han skal opføre sig som konge, er samtidig et helt præcist udsagn om hendes egen måde at regere landet på.

At den uregerlige Erik så satte alt over styr, er en anden sag. Det var først efter, at Margrete var død under mystiske omstændigheder på Flensborg fjord.

Vivian Etting graver dybt, undertiden så dybt, at vi glemmer, hvad vi egentlig kom for, men i lange stræk får læseren en nyttig baggrundsviden om Danmark i 1300-tallet.

Læsere og biografgængere kunne med fordel efterfølgende kaste sig over Anne Lise Marstrand-Jørgensens og Maria Hellebergs romaner om dette fantastiske fruentimmer, og der få en nok så livfuld beretning om dronning Margrete 1.

Fagbog

  • Vivian Etting: ”Margrete 1. – en regent & hendes samtid”
  • 368 sider, 299,95 kr., Gyldendal
Arkiv